23948sdkhjf

Transportkøberne øger kravene til kvalitet

Transportkøberne søger i stigende grad at gardere sig med høje krav til sikkerhed, miljø og kvalitetsstyring.
Kundernes krav bliver stadig skrappere. Det vurderer Kenneth Jensen, adm. direktør hos vognmandsfirmaet Dantra, der er blandt Danmarks største tanktransportører.

Senest har koncernen måttet leve op til overordentlig skrappe krav for vinde en 5-årig distributionskontrakt med Statoil. Der lægges ikke kun vægt på kapacitet og pris. Faktorer som sikkerhed, miljø og erfaring spiller en stadig større rolle. Der stilles også krav til udstyr og procedurer, for eksempel om man har en godkendt kvalitetsstyring eller ej.

- Vi har de seneste år investeret betydelige summer i kvalitetssikring, fortæller Kenneth Jensen.

- Vi har anskaffet alkohollåse og afstandsmålere i 30 af vores biler. Vi vil fremover installere det i alle nye biler.

- Når man kører med fødevarer, brændstof eller kemiske produkter, kan en fejl eller ulykke få uoverskuelige konsekvenser. Den slags kan koste millioner og lukke virksomheder, siger Kenneth Jensen, der har ikke færre end syv ansatte med kvalitetssikring som arbejdsområde.

Ud over to såkaldte Masterdrivers, der er ansvarlige for at opkvalificere og evaluere chaufførerne, beskæftiger virksomheden også en kvalitetsansvarlig. Desuden er fire erfarne chauffører udvalgt til instruktører, der tager nye kolleger med på samkørsel.

Kompetence i højsædet

Dantras Masterdriver-koncept skal fremme sikker, miljøvenlig kørsel og godshåndtering. Kørselsleder Peter Brøgger, der i 2005 var med til at starte konceptet op, har bemærket, hvordan kundekravene de seneste år er blevet skærpet.

- Mange regler kommer til. Samtidig er kunderne og deres kunder meget opmærksomme på sikkerhedsforskrifter og rutiner. De vil for eksempel gerne have at vide, om det nødvendige beskyttelsesudstyr benyttes under af- og pålæsning, om chaufføren er korrekt påklædt med refleksvest og antistatisk, flammehæmmende tøj.

Masterdriver-konceptet indebærer også en grundig oplæring.

- Alle nye chauffører starter med at køre tre uger med en erfaren instruktør og bliver først frigivet, når denne giver grønt lys. Samtidig bestræber vi os på samkørsel med alle chauffører hvert halve år. Omgangen med forskrifterne kan let blive rutinepræget, hvis ikke de med jævne mellemrum repeteres, siger Peter Brøgger, der også lægger stor vægt på at besigtige tilkørsels- og læsseforhold hos kunderne.

Således har han i forbindelse med den nylige kontrakt inspiceret hver eneste JET-tankstation i Danmark.

En anden af Masterdriverens arbejdsopgaver er at instruere i miljørigtig kørsel. For at understøtte dette har Dantra begrænset sine lastbilers tophastighed til 80 km/t. Desuden investerer virksomheden i efteruddannelse, herunder kurser i førstehjælp, glatførekørsel og godshåndtering samt EU-kvalifikationsuddannelse.

Det har blandt andet resulteret i en kraftigt reduceret skadefrekvens.

- Vi tilbagelægger 20 millioner km årligt med et absolut minimum af uheld, slutter Peter Brøgger
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072