Gaffeltruck-tyv taget på fersk gerning
Servicemontør Erik Pedersen fra gaffeltruckfirmaet Still blev noget overrasket, da han kom ud på parkeringspladsen foran hans bopæl i Solrød en kold tirsdag morgen kl. 07.00. Servicevognen stod ikke, hvor den var parkeret aftenen før. Den var væk.
- Godmorgen Vibeke, kan du fortælle mig, hvor min servicevogn er? spurgte han.
Vibeke aktiverede sin computer og søgte servicevognens GPS signal. Hun kunne se på PC-skærmen, at servicevognen havde forladt Solrød kl. 05.06 om morgenen.
- Jeg kan følge bilen på skærmen, fortalte Vibeke.
- Lige nu kører bilen ved Langeskov på Fyn. Jeg kontakter politiet i Odense.
Politiet fulgte tyven
Den vagthavende på politicentralen var hurtig i opfattelsen og sendte straks en patruljevogn af sted, samtidig med at kontakten til Vibeke blev opretholdt. På den måde kunne den vagthavende guide patruljevognen efter servicevognen.
Samarbejdet resulterede til sidst i, at politiet i ro og mag kunne stoppe tyveknægten ved Årup (tæt ved Middelfart) med beviset lige foran chaufføren: tændingslåsen var brudt i stykker, og politiet anholdte straks gerningsmanden.
- Bilen kørte stille og roligt på motorvejen med 71 km/t, og lidt senere med 83 km/t, selvom det er tilladt at køre 130 km/t, så chaufføren har været meget bevidst om ikke at vække opmærksomhed, fortæller Vibeke.
Politiet sørgede for at parkere Stills servicevogn i nødsporet på motorvejen, hvor den senere blev hentet af Falck.
Skjult GPS-sender
Still har 50 servicevogne fuldt udstyret med reservedele og specielværktøj til at flere hundrede tusinde kroner. Derfor er bilerne overvåget med en GPS sender, der er gemt et velegnet sted.
Alle GPS-signalerne fra de forskellige regioners servicevogne samles på en storskærm samt på hver serviceleders computerskærm - og således kan enhver servicevogns placering stedfæstes helt nøjagtigt!
- Vi ved altid, hvor vores servicevogne er, fortæller Lasse Mikkelsen, der er chef for serviceafdelingen.
- Det er en stor fordel, når en kunde ringer ind og ønsker en servicemontør med omgående virkning. Vi er således sikker på at sende den nærmeste servicevogn til kunden, så han bliver betjent så effektivt som overhovedet muligt.
- Hvis en kunde ønsker det, kan vi også fortælle ham, på hvilket tidspunkt servicevognen ankom til hans virksomhed, og på hvilket tidspunkt den forlod virksomheden igen - dét er jo en god kontrolmulighed for kunden - hvis han ønsker at afstemme timeforbruget på regningen - med den tid servicemontøren har været dér.
- Vi slår to fluer med ét smæk. Vi effektiviserer vores serviceafdeling med en god kundeservice til følge og samtidig overvåger vore biler med en effektiv tyveribeskyttelse. Det sikrer os en billig forsikring, slutter Lasse Mikkelsen.