Stort truckcenter i Hjørring
Frank Buchhave har åbnet Truck-Center Hjørring på Mandøvej tæt ved motorvejsafkørsel Hjørring Øst.
Truck-Center Hjørring tilbyder også chaufførerne mulighed for at få vasket vejens støv og dagens strabadser af kroppen - og hvis de har brug for det er der også en P-plads bag hegn, der er overvåget hele døgnet.
Hvis chaufførerne er sultne - og ikke har mere mad i køleskabet - er der kun få hundrede meter hen til det nærmeste cafeteria, der ligger ved motorvejsafkørslen.
Værksted
Da muligheden bød sig her på Mandøvej, slog jeg til og købte grunden, fortæller Frank Buchhave, der er uddannet lastbilmekaniker og har arbejdet med lastbiler hele sit voksne liv.
- Grunden er blevet drænet, og vi har bygget et stort moderne værksted til Truck-Center Hjørring. Ud over vask tilbyder vi også mindre reparationer og eftersyn af lastbiler og busser.
P-plads
Han har store forventninger til P-pladsen, som har et højt hegn, en port med adgangskontrol og videoovervågning hele døgnet.
- Op til en weekend og i weekenden holder der rigtig mange chauffører og vognmænd på de små veje her i området, siger Frank Buckhave.
- De er velkomne til at parkere sikkert bag hegnet hos os og vente på at komme af med deres læs mandag morgen eller at fortsætte deres transport efter deres nattehvil.
Frank Buchhave peger på, at det i en situation med et stigende antal tyverier fra lastbiler og trailere er et godt tilbud til transportvirksomheder, der har lastbiler i området eller skal til eller kommer fra færgerne fra Norge, at de kan holde hvil under sikrede forhold på pladsen på Mandøvej.
- Chaufførerne kan ikke rigtigt forlade deres lastbiler, når de er læsset med værdifulde varer. For dem er pladsen en god mulighed, slutter Frank Buchhave.