Vognmænd kører med ulovlige kraner
Arbejdstilsynet har slået fast, at alle lastbilmonterede kraner solgt i Danmark efter den 29. december 2009, skal være udstyret med et system, der både sikrer og overvåger køretøjets stabilitet. Den dato trådte EUs nye maskindirektiv i kraft - også i Danmark.
Ifølge Transportmagasinets oplysninger er SAWO (forhandler af Hiab-kraner) og Højbjerg Maskinfabrik (HMF) de eneste, som konsekvent har solgt kraner med det påkrævede stabilitetsudstyr siden den 29. december 2009.
Derfor opstod forvirringen
Da EU's nye maskindirektiv trådte i kraft i Danmark i december 2009, gav det anledning til stor diskussion i branchen. Forvirringen skyldtes, at den europæisk standard (vejledning) for lastbilsmonterede kraner, EN 12999, endnu ikke er udgivet som officiel standard.
Nogle leverandører mente derfor, at reglerne IKKE SKULLE følges - ikke før den europæiske standard er udkommet og offentliggjort; men det mener Arbejdstilsynet ikke.
I meddelelsen fra den 1. februar 2011 fremgår det klart, at alle kraner leveret siden 29. december 2009 skal være udstyret med et system som sikrer og overvåger køretøjets stabilitet - uanset om den europæiske standard er blevet offentliggjort eller ej.
Arbejdstilsynet har faktisk bragt spørgsmålet op i EU Kommissionens Maskinarbejdsgruppe på et møde i Bruxelles den 21. december 2010. Gruppen fandt, at direktivet stiller et klart krav om overvågning af stabiliteten.
Arbejdet med en europæisk standard
Arbejdstilsynets maskindirektiv (også kaldet bekendtgørelse nr. 612) er et meget overordnet regelsæt, som før i tiden ikke indeholdt detaljerede oplysninger om, hvordan en lastbilkran skal være indrettet; men det blev der lavet om på den 29. december 2009 med det nye maskindirektiv.
En gruppe europæiske eksperter skrev en europæisk standard (vejledning) for lastbilsmonterede kraner - standarden EN 12999 - som blev udgivet første gang i 2002. Den er blevet omskrevet og oversat, så den også passer til kravene i det nye maskindirektiv.
Standard har været længe undervejs, men vil nu snart blive offentliggjort i Official Journal of the European Union - og dermed vil den blive en officiel standard.
Kravet om stabilitetssikring har været skrevet ind maskindirektivet siden 29. december 2009. Derfor konkluderer Arbejdstilsynet, at kravene om stabilitetsudstyr på lastbilmonterede kraner skal være opfyldt - uanset om den europæiske standard er blevet offentliggjort eller ej.