Vinterdæk - også bedst på våd vej
Et vejr med vedvarende plusgrader har omsat den sne og is, der landede i december, til masser af smeltevand, som lægger sig på vejene. Bilister med vinterdæk kan tage den mere med ro end bilister med sommerdæk, for vinterdæk bremser bedre på våd vej.
- Den teknologiske udvikling af vinterdæk har de seneste år flyttet barrieren for vinterdækkenes præstationsevne, fortæller Georg Nielsen, der er adm. direktør hos Continental Dæk Danmark.
- Dækkene i den hollandske test blev målt i forhold til et referencedæk på indeks 100. Sommerdæk landede på våd vej med et gennemsnitsindeks på 122, mens vinterdæk fik en indeksscore på 133. De præsterede 11 procentpoint bedre på våd vej end sommerdæk.
Større forskel på veje med is
Når temperaturerne igen svinger under frysepunktet, vil smeltevand og ny nedbør og slud lægge sig som is og sne på vejene. Det vil demonstrere en endnu større forskel på sommer- og vinterdæks bremseegenskaber.
- Den hollandske undersøgelse understreger, at vinterdæk er en helgardering om vinteren - både på våd vej og på sne- og isdækkede veje. siger Georg Nielsen.
Nye EU-kriterier
EU har udfærdiget en ny vurderingsramme for vinterdæk. I stedet for at måle et bildæks beskaffenhed på baggrund af en lang række parametre, vil EU fremover fokusere mere på tre overordnede vurderingskriterier.
* rullemodstand,
* rullestøj og
* vådgreb.
Det er de tre parametre, som vinterdækkene i den hollandske undersøgelse er målt efter.