23948sdkhjf

Sejlergidsler: Det har været hårdt

De syv sejlere beder om respekt fra pressen i den nærmeste tid i deres første udtalelse efter frigivelsen.
Syv sejlere, der forleden blev frigivet efter flere måneders fangenskab hos pirater, udtaler sig for første gang.

- Vi har det efter omstændighederne godt, står der i en mail til Ritzau.

Den er underskrevet familien Quist Johansen, Viktor Greir og Rane Lund.

De fortæller, at frigivelsen skete 6. september. Dermed slap de fri fra piraterne en dag før, at nyheden blev udsendt af Udenrigsministeriet.

Sejlerne beder om forståelse og respekt fra pressen i den kommende tid. De har brug for at komme i gang med en normal hverdag, lyder det.

-Vi har flere gange været igennem voldsomme og dramatiske episoder, fortæller de syv.

Men netop fordi alle syv - familien Quist Johansen bestående af far, mor og tre børn samt de to gaster - var samlet som gruppe, er det lykkedes for dem i fællesskab løbende at bearbejde oplevelserne.

- Vi føler derfor, at vi kommer trætte, men helskindede hjem, fortæller gruppen.

I udtalelsen takkes familierne, fordi de har "kæmpet med at få os hjem."

Også andre, "der har hjulpet og støttet os og vores familier", takkes.

I meddelelsen er der ingen detaljer om opholdet eller om løsepenge.

De syv taler dog om de "svære forhandlinger" mellem familierne og piraterne.

Familien og gasterne blev kidnappet den 24. februar i år 210 sømil nordøst for øen Socotra ved Afrikas Horn. De var i gang med en to år lang jordomsejling og var på vej mod byen Salalah i Oman.

Kapringen skete i farvand, som danske fragtskibe i flere år har undgået på grund af faren for pirater.

Mens de syv har været holdt fanget har der været forhandlinger med gidseltagerne. Den del har været mørklagt af både familie og myndigheder.

Efter frigivelsen har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist, at den danske stat har været direkte involveret i forhandlingerne. Myndighederne har dog fungeret som rådgivere i de svære forhandlinger.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079