Piratfangenskab hærdede britisk par
13 måneder i piratfængsel gjorde et pensionerede ægtepar til stærkere mennesker, siger de i dag.
Resultatet er styrke, lyder det fra et ældre ægtepar fra Storbritannien, Paul og Rachel Chandler, efter mange måneders fangenskab hos somaliske pirater.
- Nu ved jeg, at jeg kan håndtere alt, hvad der bliver kastet efter mig, siger Rachel Chandler til The Scotsman Magazine.
De to var sejlet ud for at nyde deres otium på verdens have og tilbringe pensionisttilværelsen i en 38-fods yacht ved navn Lynn Rival. Men i oktober 2009 blev parret kapret af somaliske pirater på vej fra Seychellerne til Tanzania.
Det blev begyndelsen på 13 måneders fangenskab, der blev traumatisk for familie og venner, og som endte, da en løsesum på 750.000 dollar blev betalt til gidseltagerne.
I et nyligt interview med BBC afslørede ægteparret, der netop har forfattet en bog om deres gidseltagning, at de er godt på vej til at tage på endnu en sejltur - denne gang vestpå over mod det caribiske hav.
- Vi besluttede for nogle år siden, at båden skulle være vores hjem, så længe vi var ved godt nok helbred til at vedligeholde den livsstil, siger Paul Chandler til BBC.
Paul og Rachel Chandler regner med at sejle ud på nye eventyr i det caribiske om et års tid.
- Hvis vi ikke rejste, ville vi være besejrede af det her, og vi er fast besluttede på at komme videre, siger Rachel Chandler.
/ritzau/AFP