23948sdkhjf

Kontrollen med farligt gods flyder

Trafikministeren sætter undersøgelse i gang sammen med brancheorganisationer om sikkerhedsrådgivere
Kritikken af manglende udpegninger af sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods får transportminister Hans Chr. Schmidt (V) til at igangsætte en undersøgelse i samarbejde med justitsminister Lars Barfoed (K).

De generelle erhvervsorganisationer som DI, Dansk Erhverv samt de særlige brancheorganisationer som ITD, DTL og Danske Speditører inddrages i arbejdet om eventuelle stramninger eller øget information.

De mange organisationer involveres, fordi både afsendere, transportører og modtagere af farligt overtræder skal udpege en sikkerhedsrådgiver. Undersøgelsen blev annonceret i Folketingets retsudvalg i sidste måned, da Karina Lorentzen (SF) forsøgte at få de to ministre til at oplyse, hvem der kontrollerer om virksomhederne foretager udpegning af de lovpligtige sikkerhedsrådgivere.

Mødet i retsudvalget skete på baggrund af TV/Syds indslag om, at 75 procent af de berørte virksomheder undlader at udpege en sikkerhedsrådgiver.

Tre myndigheder

Transportministeriet har ansvaret for lovgivningen om sikkerhedsrådgivere, politiet foretager kontrol på vejene, og Beredskabsstyrelsen har lister over de registrerede virksomheder på dette felt.

- De tre myndigheder samarbejder ikke særligt godt sammen om dette. Politiet ved ikke, hvem der skal kontrolleres, for politiet har ikke automatisk adgang til Beredskabsstyrelsens lister, siger Karina Lorentzen (SF).

-75 % af virksomhederne har ikke ansat en lovpligtig sikkerhedsrådgiver, og politiet kontrollerer kun det, der sker på vejene, fortsætter hun.

Karina Lorentzen foreslår at flytte kontrollen med eksistensen af sikkerhedsrådgivere fra politiet til en af de andre myndigheder, som kommer i virksomhederne, f.eks. Arbejdstilsynet eller miljømyndigheder.

Fejl hos hver anden

Mere end hver anden kontrolleret transport med farligt gods overtræder en eller flere regler, fastslår Lars Barfoed. I 2009 drejede det sig om 443 ud af 721 transporter.

- De konstaterede overtrædelser dækker mange typer af overtrædelser, også de mere formelle som ikke indebærer risiko for person eller miljøskader f.eks. mangelfulde transportdokumenter eller chaufførens pligt til at medbringe et chaufførbevis, forklarede Lars Barfoed i Folketingets retsudvalg kort før jul.

Her foreholdt Karina Lorentzen justits- og trafikministrene, at kun hver fjerde virksomhed havde udpeget den lovpligtige sikkerhedsrådgiver.

- Politiets opgave er først og fremmest at kontrollere, at det farlige gods transporteres sikkert ude på de danske veje, og at køretøjerne er mærkede og godkendt efter reglerne og ikke udgør nogen sikkerhedsmæssig risiko, pointerede Lars Barfoed.

Virksomhedernes ansvar

Hans Chr. Schmidt kan hverken af- eller bekræfte TV/Syds tal. Han understreger, at det er virksomhedernes ansvar at udpege og registrere en sikkerhedsrådgiver.

- Jeg har bedt mine embedsmænd om at undersøge, om der er noget vi kan gøre anderledes. Alle virksomheder skal leve op til de krav, der gælder på området.

Trafikministeren er rede til at en indsats med målrettet oplysning i tillæg til dels organisationernes information, dels Trafikstyrelsens konkrete vejledninger på hjemmesiden. Samtidig advarer han mod et ressourcekrævende system, hvor samtlige virksomheder kontrolleres.

- Jeg vil godt sende den helt klare opfordring til virksomheder om at få det bragt i orden, for det er dem, vi retteligen skal være utilfredse med, formaner Hans Chr. Schmidt.

Læs mere

Læs hele artiklen i det nye nummer af Transportmagasinet, som er på gaden i denne uge - eller hent avisen her på hjemmesiden som PDF-fil. Nederst til højre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063