23948sdkhjf

Fremad i slæbegear

DTL har taget nytårstemperaturen på transportbranchen. Transportbranchen lå underdrejet i 2009, mærkede en smule fremgang i 2010 og kan se frem til, at fremgangen fortsætter i 2011 - i moderat tempo.
Det er hovedkonklusionen i DTLs analyse af den aktuelle situation i transporterhvervet og i dansk økonomi som helhed.

Analysen er primært baseret på en gennemgang af nogle aktuelle økonomiske og branchemæssige indikatorer som for eksempel Danske Banks seneste speditørindeks for november 2010 og Finansministeriets seneste økonomiske redegørelse fra december 2010.

Der er dog ikke udsigt til et egentligt opsving.

Finansministeriet venter en lavere dansk vækst i år og kun en moderat økonomisk vækst fra næste år i både den hjemlige og internationale økonomi. Det skyldes, at der skal rettes op på de store offentlige budgetunderskud, som har været en følge af krisen. Desuden ventes den danske vækst i produktiviteten at forblive lav, og at arbejdsudbuddet formindskes, fordi stadig flere ældre forlader arbejdsmarkedet.

DTL hæfter sig ved, at der trods alt er tale om fremgang i forhold til de mørke tider i 2010 og 2009.

Øget aktiviteter

Helt nye tal fra Finansministeriet viser, at når der tages højde for prisudvikling og sæsonudsving er den samlede danske økonomiske aktivitet steget i fem kvartaler i træk godt hjulpet på vej af:

* et offentligt forbrug, som er vokset mere end i andre OECD-lande,

* skattelettelser,

* et rentefald til et meget lavt niveau og

* en hurtigere bedring end ventet i den vestlige verden - specielt på de vigtige tyske og svenske markeder.

Bedre end forventet i 2010

Med en forventet vækst på 2 procent af bruttonationalproduktet for hele 2010, ser den økonomiske vækst ud til at ende højere end tidligere ventet, fordi efterspørgslen - især eksporten og det offentlige forbrug - har udviklet sig stærkere end forventet.

Til sammenligning endte 2009 med et fald i bruttonationalproduktet på hele 5,2 procent!

Lavere vækst i 2011 og 2012

I 2011 og 2012 forventer Finansministeriet dog en lidt lavere vækst i den økonomiske aktivitet end i 2010, fordi stramningerne af den hidtil lempelige danske finanspolitik vil slå fuldt igennem sammen med virkningen af andre landes stramninger.

Samtidig strammes også pengepolitikken.

Det vil lægge en dæmper på efterspørgslen efter transportydelser og lægge et låg over væksten for transporterhvervet.

Stabil efterspørgsel efter transport

Omvendt forventes det også, at væksten vil blive mere selvbærende og bygge på fremgang i den private efterspørgsel, produktion og eksport - i stedet for stigninger i det offentliges forbrug og investeringer.

Det betyder, at transporterhvervet vil kunne regne med en mere stabil udvikling af markedet og efterspørgslen.

Derudover venter Finansministeriet også, at eksporten vil vokse langsommere i 2011 og 2012 end i 2010. Det går dog fremad. Tænk på rædselsåret 2009, hvor eksporten faldt med hele 9,7 procent!

Svensk fremgang for transport

Den internationale bedring fremgår for eksempel af den seneste konjunkturanalyse fra DTLs søsterorganisation Sveriges Åkeriföretag, som viser, at de svenske vognmandsvirksomheder har øget deres aktiviteter i sidste kvartal af 2010 på grund af en stigende efterspørgsel.

Fortsættes i morgen:

I morgen bringer Transportmagasinet andet afsnit af DTLs analyse af situationen for transporterhvervet i 2011. Læs blandt andet om:

* Omsætningen er gået frem.

* Indtjeningen er gået tilbage.

* Hver 10. vognmand har drejet nøglen om på grund af krisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.427