Frivillig hjælp er uvurderlig
Virksomhedsejeres frivillige arbejde redder mange fra at gå konkurs
Early Warning hjælper virksomheder i krise i et unikt set up bestående af vækstkonsulenter i de regionale væksthuse kombineret med frivillige rådgivere, som rekrutteres blandt erfarne erhvervsledere.
Lige siden vi medio 2008 påbegyndte opbygningen af et korps af frivillige rådgivere, har det været en fornøjelse at se det store engagement, de lægger for dagen og den store betydning, deres arbejde har for de kriseramte virksomhedsejere.
De frivillige rådgivere bidrager på en meget værdifuld og konkret måde, når de virksomheder, som de knyttes til, har allermest brug for det. Bag fagligheden og den store ledererfaring gemmer sig et ægte menneskeligt engagement.
Den mentale opbakning fra et menneske, der bare stiller sig til rådighed uden at forlange noget til gengæld, karakteriseres af mange virksomhedsejere som nærmest uvurderlig i den meget vanskelige og belastende situation, de ofte befinder sig i.
På baggrund af to hvervemøder i september 2008 er det på mindre end tre år lykkedes at opbygge et korps af frivillige rådgivere, der på landsplan tæller over 120 mennesker, som yder en indsats, der gør stor forskel for virksomhedsejerne.
Early Warning er netop via Finansloven blevet forlænget i foreløbigt to år til udgangen af 2012.
Med venlig hilsen
Svend Røge,
national projektleder for projekt Early Warning