23948sdkhjf

Næppe krav om vinterdæk

I denne uge blander Poul Rudolf sig i diskussionen mellem vognmændene og dækbranchen. Vognmændene vil beholde det frie dækvalg - også om vinteren.
I det isglatte føre har flere lastbiler skøjtet rundt og endt med at holde temmelig uhensigtsmæssig på tværs af vejen.

Nogle er kørt i grøften, og andre har blokeret for opkørslen fra motorvejen. Efter fleres mening fordi de tunge køretøjer ikke er udstyret med vinterdæk eller har en effektiv dybde i dækmønstret.

Påstanden mangler dog en eller anden for dokumentation, hvis den skal tages seriøst.

Ingen regler

I Danmark er der ingen regler, som påbyder vinterdæk eller trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger på lastbiler, når vejret viser sig fra sin værste side. Vognmændene kan helt lovligt tage chancen og køre uden at udstyre deres biler med det nødvendige "sikkerhedsmæssige fodtøj".

Efter to vintre med store trafikmæssige problemer er der langsomt begyndt at blive sat fokus på kravet om vinterdæk til lastbiler. Også selv om de normalt kører med trækdæk, som har et grovere mønster.

Har interesse

Dækbranchen har en ganske naturlig og ligitim interesse i at få gang i dæksalget. De kan kun være tilfredse med transportminister Hans Chr. Schmidts udsagn om, at han har svært ved at forstå, at vinterdæk ikke er mere udbredt i vognmandsbranchen. I al sin politiske visdom gør han opmærksom på, er der er vinterdæk både på ministerbilen og på hans personbil.

Derfor har ministeren bedt embedsmændene i Trafikstyrelsen om at se på nødvendigheden af at stille krav om vinterdæk til lastbiler. Styrelsen vurderer i sin indstilling, at der ikke er dokumentation for, at et sådant krav vil forbedre trafiksikkerheden. Bortset fra de dage, hvor der er sne på vejene.

Udsigten til en bevarelse af de nuværende frie forhold for lastbiler i glat føre vækker jubel hos vognmandsorganisationerne. Vinterdæk er nemlig ensbetydende med ekstra omkostninger.

Selvfølgelig anbefaler organisationerne deres medlemmer at bruge gode dæk med et godt mønster i vinterperioden: men de holder også fast ved, at valget af dæk må være op til den enkelte vognmand. De forventer, at vognmændenes vælger dæk, der sætter sikkerheden højt. Også om vinteren.

Efter valget

Den nuværende regering har et meget liberalt syn på de tunge køretøjers færdsel i det isglatte føre, men et ophold i det liberale himmerige varer ikke evigt.

Folketingsvalget kommer inden næste vinter, og formentligt bliver det den røde blok, der kommer til fadet - og i så fald er der umiddelbart to bud på posten som ny politisk chef på Frederiksholms Kanal. Kampen kommer tilsyneladende til at stå mellem socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen og partiets trafikordfører Magnus Heunicke.

Ingen af dem har været ude med klare meldinger om en vinterdæk-politik for lastbiler: men det kan nås endnu. Der er stemmer at hente ved at melde sig ind i den lidt følelsesladede debat om lastbiler og vinterdæk.

Det gælder jo kun om at satse på den mest udbredte mening om, hvad der er bedst for trafiksikkerheden. Sådan er det i politik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11