Det handler om at køre længere på literen
Fra januar 2011 har flådestyringsproducenten Comlog-Vehco skiftet navn til Vehco. Navneændringen er en naturlig konsekvens af, at svenske Vehco har ejet danske Comlog i over et år. I den forbindelse taler selskabets direktør i Danmark, Søren Als Christiansen, ud om sammenlægningen og hvordan vognmændene kan bruge flådestyring til at komme videre efter krisen.
Krisen har lært vognmændene, at de må optimere driften i virksomheden. Man skal kunne styre chaufførerne, så de sparer på det dyre brændstof og undgår de dumme bøder de får, ved at overtræde reglerne om køre/hviletid, overlæs mm.
Her kommer flådestyring ind i billedet, og det er netop det, Søren Als Christiansen beskæftiger sig med. Han er direktør i den danske del af Vehco, der i 2009 overtog det kriseramte Comlog.
- Der er kommet et enormt fokus på at være effektiv, og flådestyring er kommet ind som et naturligt værktøj, der både kan optimere brændstofforbruget og styre køre/hviletiden, siger han.
De gamle dyder, som Comlog er kendt for, holder endnu. Det er køre/hviletid, ordreintegration, håndtering af trailere mm. Det nye for os er Eco Driving, hvor dyderne får et supplement, som holder styr på chaufførens adfærd.
100 meter længere
Søren Als Christiansen indrømmer, at der i dag er mange om buddet inden for flådestyring; men det ser han som en styrke.
- Nu bliver vognmændene informeret fra flere aktører, siger han.
- Det er ikke kun os, der påvirker markedet. De nye aktører er med til at gøre vognmændene opmærksomme på, at der findes systemer, som kan hjælpe til at optimere deres virksomhed.
- Selvfølgelig er der nogle, som springer på de billige løsninger; men der heldigvis også nogle, som tænker skridtet videre og ønsker systemer, der kan binde hele deres IT sammen.
- I dag kan selv billige systemer vise vej og fortælle chaufføren, at han for eksempel kører 2,3 km pr. liter diesel. Der, hvor vores system skiller sig ud, er, at vi kan bringe chaufføren fra 2,3 km/l til 2,6 km/l.
- Vores system hjælper chaufføren med at ændre sin adfærd og måde at køre på, så han kan køre længere på literen. Hvis vi bare kan få chaufføren til at køre 100 meter længere pr. liter diesel, kan det spare vognmanden 15.000 kroner i brændstof om året, siger Søren Als Christiansen og henviser til den tommelfingerregel, som en af hans kunder benytter.
Nye kunder
Sammenlægningen af Comlog og Vehco har også betydet en sammenlægning af de to virksomheders produkter: Comlog og Eco Driving.
- Vi er blevet mere interessant for branchen, siger Søren Als Christiansen.
- Comlog-systemet er en computer, som går i gang, når man starter lastbilen. Det følger lastbilens gøren og laden. Med Vehcos Eco Driving måler vi de parametre, som regulerer chaufførens adfærd. Vi aflæser den menneskelige faktor. Kører chaufføren 84 km/t i stedet for 89 km/t? Kobler han ud hen til et rødt lys i stedet for at bremse hårdt op? Hvordan er hans acceleration?
- Det kan direkte aflæses på instrumentbrættet, og det skaber den nødvendige motivation og kontrol, så chaufføren fastholder den gode adfærd.
Vækst i Danmark
Eco Driving er meget udbredt i Sverige, og nu er turen kommet til Danmark, hvor man i 2010 har fået de første kunder. Netop nu skal man i gang med en større integration af systemerne for Ole Larsen Transport. Comlog II-terminalerne skal udskiftes med nye mobile Eco Drive-terminaler.
- Vi går mod det papirløse samfund, og vi vil hjælpe vognmandsbranchen med at komme væk håndtering af håndbårne dokumenter, siger Søren Als Christiansen.
- Vores system bliver en del af vognmandens fremtidige IT-setup. Vi skal integreres ind i deres ordremanagementsystem. Det er totale løsninger, vi leverer.
Ekspansion i Europa
Næste skridt er europæisk ekspansion. Vehco har omkring 16.000 enheder kørende i Europa, og der er langt op til de største aktører, som har 70.000 anlæg i drift.
Målet er at blive blandt de fem største i Europa. Derfor skal der både vokses organisk og ses på opkøb hen ad vejen.
I 2011 vil man dog koncentrere sig om at udbygge fodfæstet i Tyskland. I den forbindelse er der netop blevet ansat tre medarbejdere.
- Vi har flere tyske kunder, som kører på Comlog-systemet. Dem skal vi med tiden have opdateret, så de også suppleres med Eco Driving, siger Søren Als Christiansen, som også har store forventninger til Eco Driving i busbranchen.
- I Sverige er der flere busselskaber som bruger systemet. Det satser vi også på i Tyskland.
Vehco er delt op i et dansk, svensk og tysk selskab. Dertil kommer en international afdeling, som skal servicere eksisterende og nye kunder i lande som Holland, Spanien og Polen. Vehco er også ved at etablere sig i Norge.
Ambitiøse budgetter
- Vi har lagt nogle ambitiøse budgetter for 2011, og dem skal vi nok nå, siger Søren Als Christiansen uden af ville gå mere i detaljer. Han nøjes med at slå fast, at man i 2010 har indfriet alle forventninger.
- Vi har nået vores mål for omsætningen i 2010 og præsterer bedre end ventet på resultatet. Det er vigtigt, at vi klarer os godt økonomisk. Det er svært at få kunder til at investere en million eller mere i vores systemer, hvis de ikke tror på os.
- I Comlog evnede vi ikke at tjene penge, selv om vi rent produktmæssigt var meget dygtige.
Det er ændret i Vehco-regi. Nu har vi fod på økonomien.
Hej Anne - her er faktabox 1 med logo:
Nyt design
Farverne i Vehcos nye logo symboliserer Vehcos værdier. De grønne farver associerer til miljøet, mens de grå og sorte farver symboliserer veje, asfalt og tung transport.
Her er faktabox 2
Fakta
Vehcos hovedsæde ligger i Sverige med selvstændige datterselskaber i Danmark og Tyskland. Der til kommer en international afdeling, der servicerer kunder i flere europæiske lande.
Vehco blev dannet i 2001 af studerende på Chalmers Tekniske Højskole i Göteborg, mens Comlog udsprang i 1992 fra landbrugselektronikproducenten LH Agro.