Fars Tøs kører lige op med de store drenge
Selvom Rikke Nielsen, alias Fars Tøs, er 30 år gammel, er hun lastbilchauffør på ellevte år. Hun er en lille splint på 52 kg; men hun stærk nok til at hamle op med de store drenge hos fragtfirmaet Viggo Petersen Eftf. i Høje Tåstrup
Lige siden har hun fået lastbiler og chaufførgerningen godt og grundigt ind på livet gennem utallige køreture med faderen - lige fra fødslen og op gennem ungdommen.
Eftersom faderen Ole Nielsen har ydet sit store bidrag til Rikkes nuværende job, kan man vist roligt sige, at interessen ikke er kommet fra fremmede.
I øvrigt arbejder Ole Nielsen stadig som lastbilchauffør. Efter en årelang karriere med fragtkørsel, blev han for et års tid siden ansat hos vognmand Hans Børge Jakobsen i Herringløse, hvor menuen primært består af entreprenørkørsel.
- Jeg var meget begejstret for at køre med far. Vi har tilbragt mange skolefridage og ferier sammen i førerhuset, husker Rikke.
- Det var faktisk allerede i teenageårene, at jeg besluttede at blive lastbilchauffør, ligeså snart jeg kunne få kørekort.
Udover et særdeles godt og frisk humør, er "Fars Tøs" stædig. Det førte hun bevis for, da hun under chaufføruddannelse på Landtransportskolen i Hvidovre søgte praktikplads hos Fragtmanden Viggo Eftf.
- Desværre fik jeg afslag af Kristian Skov Petersen. På det tidspunkt var han ikke særligt interesseret i "pigechauffører". Han fortalte, at han har haft dårlige erfaringer med dem.
På den måde vendte Rikke noget slukøret tilbage til Landtransportskolen; men kun for at vende tilbage til fragtmanden, med lommerne fyldt med uddannelsesbeviser, certifikater og kørekort til lastbil og påhængsvogn.
Da hun vendte tilbage havde kalenderen flyttet sig til 1999.
- Fragtmanden havde da ændret holdning til "pigechauffører", så jeg blev ansat med det samme, forklarer Rikke med et slet skjult sejrrigt smil på læberne.
Rikke sat sit mål til køretøjkategorien trækker/trailer; men hun måtte først bevise, at hun kunne håndtere fragtkørsel med en solobil.
- Det gik så godt, at jeg efter en uges tid fik lov til at køre trækker/trailer. Det er det ultimative køretøj for mig - og det har jeg kørt lige siden.
- Det er et job, som jeg virkelig godt kan lide, fastslår Rikke, der ind imellem - men uden større tilfredshed - har prøvet kræfter med mere feminine jobs.
Chauffør og moder
Udover chaufførjobbet, der typisk består af to dele - en trailer med 5 til 17 aflæsninger fra morgenstunden, og trailerbytte resten af dagen har Rikke også et andet job. Hun er moder til Daniel, der snart fylder to år og to andre drenge på henholdsvis 8 og 13 år, som manden Thomas har suppleret familiefællesskabet med.
Hvordan det i det hele taget kan lade sig gøre at forene jobbet som fragtchauffør med afhentning af børn i daginstitutioner og et godt sammentømret familieliv forklarer Rikke således:
- Jeg har en klar aftale med fragtmanden om fyraften senest halv fem mandag og tirsdag. Så på de dage henter jeg børn. De andre dage er den beskæftigelse overladt til min mand Thomas, som er chauffør på fast eftermiddagshold fra 15:00 til 23:00.
Om selve familielivet giver Rikke udtryk for generel tilfredshed.
- Selvom vi ikke ser så meget til hinanden i løbet af ugen, fungerer det helt fint. Det sammenhold vi mangler i dagligdagen bliver heldigvis opvejet af forrygende og skønt familieliv i weekenderne, slutter Rikke.