Bilsalget i fremgang
Fremgangen for varebiler er begrænset, mens personbilerne er inde i en tilfredsstillende udvikling. Lastbilsalget stadig hårdt ramt.
Varebilsmarkedet er fortsat i tilbagegang. Selvom faldet gennem noget tid er blevet reduceret, er markedet fortsat præget af krisen. December 2009 endte med et fald på 25,4 procent.
- Det er positivt, at nedgangen for varebiler fortsat mindskes, siger adm. direktør Bent Mikkelsen, Danske Bilimportører.
- Markedet er stadigt under stort pres. Det ses også tydeligt af tallene for hele 2009, hvor markedet er mere end halveret i forhold til 2008.
Lastbiler hårdt ramt.
Nyregistreringerne af lastbiler faldt i december med 65, 5 procent sammenlignet med december 2008.
- Lastbilsmarkedet er fortsat hårdt ramt, siger Bent Mikkelsen.
- På grund af de lange leveringstider er registreringstallene reelt et udtryk for salget med seks måneders forsinkelse. Dermed afspejler det situationen i sommer, hvor bedringen i økonomien endnu ikke var sat ind.
- Desuden må man også tage med i betragtning, at transportbranchen som helhed er meget hårdt ramt. Det kan aflæses af tallene for både december og hele 2009.
Personbiler i stor fremgang.
Personbilssalget steg kraftigt i december. Salget steg 36,8 procent og markedet satte dermed en tyk streg under den fremgang, der i november brød 17 måneder med konstant fald i bilsalget. Samlet blev der i 2009 solgt 112.436 personbiler. Varebilssalget falder dog fortsat, og gik i december tilbage med 25,4 procent sammenlignet med december 2008.
Personbilssalget steg i december kraftigt i forhold til december 2008. Med hele 36,8 procents fremgang er der tale om en markant vækst i salget af nye biler sammenholdt med december 2008, og bilsalget synes dermed at konsoliderer den fremgang, der tog sin spæde start i november måned.
- Det har været en meget positiv december måned, hvor der for alvor har været gang bilsalget, siger Bent Mikkelsen.
- Traditionelt er december en lidt atypisk måned, da den er meget præget af firmabilssalg op til årsskiftet. Det har også været tilfældet i 2009, men vi kan se en markant fremgang for såvel firmaer som private biler.
- Markedet er inde i en stabiliseringsfase, og det er fortsat et opsparet behov fra krisens start. Derfor forventer vi også en fortsat positiv udvikling over de kommende måneder, selvom væksten ikke bliver på samme niveau som december.
Når det gælder hele 2009 er Bent Mikkelsen ganske godt tilfreds, selv om personbilssalget er faldet med 25,1 procent i forhold til året før.
- Når vi ser på den historiske krise, som vi har været igennem i 2009, har personbilsalget klaret sig bedre end frygtet, siger han.
- I starten af året oplevede vi et marked, der nærmest var gået i stå, men i løbet af året er der kommet væsentligt mere aktivitet i bilhusene. Tilbagegang er aldrig rart, men et salg på 112.436 personbiler under den største krise i årevis er alt i alt meget tilfredsstillende.