Trafikdebat live på nettet
På mandag starter Trafikdage på Aalborg Universitet. Rundbordsdiskussion mellem folketingets trafikordførere vil blive udsendt live via internettet.
De fire deltagende folketingspolitikere er:
* formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V)
* Kim Christiansen (DF),
* Magnus Heunicke (S)
* Anne Baastrup (SF).
Debat om fem emner
Emnerne, som de fire politikere skal diskutere, er udvalgt blandt forslag indsendt af Trafikdagenes deltagere, og de bliver præsenteret for politikerne af indsenderne.
Følgende emner skal diskuteres:
1. Visionen om et sammenhængende Danmark - en fast Kattegatforbindelse, v/Jens Kampmann, formand for Kattegatkomitéen.
2. Indikatorer som politisk styringsværktøj: - Vil I? Kan I? Tør I? v/Henrik Gudmundsson, DTU Transport.
3. Hvor stor en hammer vil politikerne tage i anvendelse for at få Danmark tilbage i trafiksikkerhedens europæiske 1. division? v/Sven Krarup Nielsen, Formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
4. I trafikforliget er det aftalt, at vi skal have GPS-baserede kørselsafgifter, men hvordan skal taksstrukturen se ud, hvem fastsætter den og hvem skal have provenuet? v/Harry Lahrmann, Trafikforskningsgruppen, AAU.
5. Hvad er bussernes rolle i opfyldelsen af ambitionen om, at den kollektive trafik skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken? v/Christian Roslev, direktør Nordjyllands Trafikselskab.
Rundbordsdiskussionen vil blive styret af direktør Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark.