Jørgen Damkjær forlader Scania
Direktørskifte hos Scania Danmark. Erik Hansen afløser Jørgen Damkjær, som går på pension den 1. maj 2010.
Erik Hansen indtager direktørstolen hos Scania Danmark efter at have siddet i en tilsvarende position som adm. direktør hos Norsk Scania med hovedsæde i Oslo. Erik Hansen har arbejdet i alt 17 år for den norske Scania-organisation, først som økonomichef og siden som forhandlerdirektør i Oslo.
Erik Hansen har været adm. direktør for Norsk Scania siden 2002 og har bidraget aktivt til at køre den norske Scania-organisation frem til en af de absolut bedste og mest lønsomme Scania-organisationer i verden.
Jørgen Damkjær startede hos Scania Danmark i 1985. Han er dermed den Scania-chef, der har siddet længst i samme direktør-stol af alle i den globale Scania-organisation. Jørgen Damkjær har spillet en afgørende rolle for Scanias succes på det danske marked senest med markedslederskabet for tunge lastbiler over 15 tons totalvægt i 2009.