23948sdkhjf

Tv-serie om lufthavnen

Københavns Lufthavn danner rammen om en ny, dansk tv-serie, som vises på TV2 de kommende 12 torsdage.
De kommende 12 torsdage kan seerne på TV2 følge livet i Danmarks største lufthavn, der samtidig er en af landets største arbejdspladser. Tæt samarbejde mellem CPH og Nordisk Film, der har produceret serien, sikrer at seerne kommer med steder i lufthavnen, man aldrig ser som passager.

Med den engelske tv-serie "Airport" som forbillede har et produktionshold fra Nordisk Film igennem tre måneder fulgt livets gang i Københavns Lufthavn. Det er der kommet 12 halvtimes dokumentarudsendelser med titlen "CPH Lufthavnen" ud af. Her bliver seerne taget med bag kulissen i et af Nordeuropas største trafikknudepunkter.

- I en international lufthavn, der er arbejdsplads for 21.000 ansatte og som har 20 millioner passagerer om året, er der mange gode, menneskelige historier foran og bag kulisserne, siger Henrik Peter Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

- De historier vil vi gerne være med til at fortælle, og derfor har vi fra første dag budt Nordisk Film inden for, og vi har givet dem så vide rammer som sikkerhedsbestemmelserne tillader.

Tæt på store begivenheder

Nordisk Film har haft sine kamerahold med helt tæt på begivenheder som IOC-topmødet i oktober og COP15-klimakonferencen i december, der begge var ekstraordinært store begivenheder for Københavns Lufthavn med et stort antal VIP-ankomster.

Seerne kommer også med til mere dagligdags begivenheder som snerydning af startbanerne, transport af dyr og med lufthavnens mågejægere på arbejde.

- Seerne kommer til at opleve store og små begivenheder sammen med en række af lufthavnens medarbejdere, og serien viser klart, at CPH er et sted, hvor de store følelser er på spil for både passagerer og deres familier, siger Henrik Peter Jørgensen.

Kamerahold på slæb

En af hovedpersonerne i serien er duty manager i Københavns Lufthavn, Pernilla Persson, der mange gange i løbet af de tre måneders produktionstid havde kameraholdet med rundt på sit arbejde i lufthavnen.

- Samarbejdet med filmholdet var godt, og jeg glemte hurtigt, at der var kamera på, så det har kun været positivt, siger Pernilla Persson.

Udsigten til måske at blive genkendt i Netto efter et par uger på nationalt TV er Pernille knap så glad for.

- Det er jo ikke sikkert, og hvis det sker, vil jeg prøve at se det som noget positivt, men jeg har absolut ikke behov for at blive et kendt ansigt, slutter hun.

Tv-serien "CPH Lufthavnen" har premiere torsdag 4. februar kl. 20 på TV2.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.433