Infrastruktur, transportpolitik og klimavenlige biler
Roadshowet One Stop - Green Fleet kommer til Hørsholm torsdag den 7. oktober, hvor medlem af Folketingets trafikudvalg, Pia Olsen Dyhr (SF), er blandt oplægsholderne.
Det vil et erhvervsarrangement hos Daimler Biler i Hørsholm torsdag den 7. oktober kl. 16.30 -18.30 sætte fokus på.
Bag arrangementet står Copenhagen Climate Network og erhverv.net i samarbejde med bilforhandleren Daimler Biler og Continental-koncernen, der er verdens fjerdestørste underleverandør til bilindustrien.
Opfølgning på klimatopmødet
Roadshowet er en opfølgning på COP15-klimatopmødet i København og besøger en række byer og erhvervsforeninger i hovedstadsregionen. Et af budskaberne er, at bilfabrikkerne har teknologien, hvor blandt andre Daimler-koncernen og Continental-koncernen er langt fremme med klima- og miljøvenlige køretøjer og teknologiløsninger både til privat- og erhvervskørsel.
På arrangementet, der er rettet mod erhvervslivet i Nordsjælland, vil medlem af Folketingets trafikudvalg, Pia Olsen Dyhr fra SF, tale om de nationale krav til en grøn og klimavenlig transport og infrastruktur og vil redegøre nærmere for den trafikplan, som Folketinget har vedtaget.
På industrisiden vil salgsdirektør Jan Walsøe fra Daimler Biler løfte sløret for, hvor langt fremme bilindustrien faktisk er, når det gælder både bæredygtig og trafiksikker transport. Det handler blandt andet om gasbusser, brintbiler og hydridteknologi.
Prøve de nyeste biler
Efter indlægget fra en af verdens førende bilproducenter vil adm. direktør Georg Nielsen fra den anden store, tyske koncern, Continental, der - udover dæk - producerer avanceret bilteknologi til modvirkning af højresvingsulykker, sammenstød, batterier til el-biler m.v. tale om de allerede eksisterende sikkerhedsmæssige og miljøvenlige løsninger for privat- og personbiler.
Efter oplæggene er der mulighed for at prøve de nyeste Mercedes-Benz person-og erhvervsbiler samt den lille, energivenlige by-bil Smart. Som en særlig oplevelse kan man opleve den Mercedes-Benz S-400 limousinemodel, der under klimatopmødet blev anvendt af statsoverhoveder fra hele verden. Bilen drives af hybridteknologi, hvilket vil sige at den kører på både el og benzin.
Arrangementet, der er rettet eksklusivt mod det lokale erhvervsliv, er gratis og afholdes hos Daimler Biler AS på Ådalsvej 54 i Hørsholm.