Bilkø på over 100 km
Hvem klager over morgenmyldretiden i København eller Trekantområdet? Så se, hvad man døjer med i Kina.
Tusinder af lastbiler på vej mod Kinas hovedstad har siden den 14. august 2010 sneglet sig afsted på Rute 110, som er en af de vigtigste trafikårer til Beijing.
Ifølge nyhedesbureauet skyldes den voldsomme kø en uheldig blanding af manglende kapacitet på vejen og en lang række vedligeholdelsesarbejder, som er gået i gang i august. Dertil kommer usædvanligt mange sammenbrud af biler på strækningen de seneste uger.
Flere steder har bønder og handlende invaderet vejen for at sælge varer til de strandede chauffører, som har måttet overnatte langs vejkanten.
Mere end 400 politifolk er udkommanderet forskellige steder på ruten for at forsøge at løsne op for køen, som ventes at ville vare de næste tre-fire uger.
Rute 110 er kendt for sine bilkøer, Tidligere i år var ruten blokeret af trafik i en måned. Myndighederne håber, at forholdene vil forbedres væsentligt, når vejarbejderne er færdige i slutningen af september.
Dette er dog ikke den længste bilkø, som verden har oplevet. Ifølge Guinness Book of Records er verdensrekorden en 176 kilometer bilkø mellem Paris og Lyon. Ifølge encyklopædien Wikipedia var der en 290 km lang kø i nærheden af Brasiliens største by, Sao Paolo.