Lej en læsser med fører
Indehaveren af BAS Kraner i Odense, Bo Anker Schou, er begyndt at udleje en teleskoplæsser med fører.
- I Holland og Sverige er det almindeligt at leje en teleskoplæsser eller en kran med en fører i nogle timer, fortæller han.
- Det gør det billigere og nemmere at løse en mindre opgave, fordi det blot handler om at ringe op og træffe en aftale, så er arbejdet på vej til at blive udført, siger Bo Anker Schou.
Indtil nu har udlejningsbranchen lejet maskiner ud på dagsbasis, og det har ikke været mulig at få en fører med i købet.
- Erfaringerne i udlandet er, at mange er glade for at slippe for selv at skulle udføre arbejdet, når de skal have flyttet et stort emne eller skal have noget på plads i højden. Derfor er der god grund til at gøre op med traditionerne og tilbyde kunderne et produkt, der tage hensyn til deres behov
Masser af tilbehør
Basis for tilbuddet er en ny Manitou MRT 2540 rotations-teleskoplæsser fra Scantruck. Sammen med teleskoplæsseren har Scantruck også leveret tilbehør, der gør læsseren anvendelig til en lang række opgaver.
Den kan arbejde med:
* en 2 ton kranarm med wirespil,
* mandskabskurv,
* drejeled,
* kranarm,
* materialeplade,
* kurv med vakuum til at flytte ruder eller glasfacader
* et hydraulisk spil, der kan løfte 2 ton.
Kan arbejde overalt
Den nye roterende teleskoplæsser har nogle så små dimensioner, at den kan arbejde i fabrikshaller og i gårdrum. Løftehøjden er 24,6 meter, så den kan bruges i 8. sals højde, og den kan række 18,5 meter.
BAS Kraner lejer den nye fleksible teleskoplæsser ud over hele landet, men Bo Anker Schou venter, at de fleste opgaver bliver løst på Fyn