23948sdkhjf

Femern peger på sænketunnel

Femern-selskabet vurderer, at en sænketunnel samlet set vil indebære færre risici end en skråstagsbro - både i anlægs- og i driftsfasen.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

En skråstagsbro over Femern Bælt vil med to frie spænd på hver især 724 meter være de største spænd, som nogensinde er bygget til både vej- og jernbanetrafik. Sammen med den høje skibstrafik i området vil det indebære væsentlige risici i anlægsfasen både for fordyrelser, forsinkelser og arbejdsulykker.

En sænketunnel indebærer ikke så mange tekniske aktiviteter på grænsen til det kendte som en bro. Grundlæggende er der tale om at gennemføre den samme operation som ved konstruktionen af Øresundsforbindelsens sænketunnel under Drogden sejlrenden, bare på større vanddybder - op til 30-40 meter i Femern Bælt mod 10 meter i Øresund.

Sejladssikkerhed

Ud fra sejladssikkerhedsmæssige hensyn er det klart, at en tunnel indebærer færre risici end en bro, skriver Femern A/S.

Femern Bælt er et meget trafikeret farvand med 47.000 skibspassager om året (2006), herunder mange tankskibe. Det forventes, at skibstrafikken de kommende år vil stige til cirka 90.000 skibspassagerer i 2030.

Økonomi

Økonomisk er der meget lille forskel på de to projekter. Anlægsoverslaget i 2008-prisniveau er for en sænketunnel 37,9 milliarder kroner og for en skråstagsbro 38,5 milliarder kroner.

I begyndelsen af 2011 forventes en politisk afklaring af, hvilket af de to skitseforslag, der skal udgøre den foretrukne løsning i det videre arbejde, herunder i den kommende VVM-redegørelse. Den foretrukne løsning forventes lagt til grund i projektansøgningen til de tyske myndigheder.

Den endelige beslutning vil blive truffet, når Danmark vedtager projektets anlægslov og Tyskland giver en myndighedsgodkendelse.

Læs mere på Femern-selskabets hjemmeside - www.femern.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078