Fogtmann overtager Eventyrbilerne
Fogtmann Transport overtager den 12. juli det fynske transportfirma Eventyrbilerne. Alle ansatte bliver og skal nu også lære at køre mere grønt.
Med erhvervelsen følger 23 nye lastbiler - deriblandt kran-, grus-, container- og blokvogne - som perfekt supplerer Fogtmanns eksisterende vognpark på 40 danske biler og 23 biler over grænsen.
- Det er en klar styrkelse af firmaet, siger Klaus Fogtmann.
- Vi kommer tættere på vores mange fynske kunder og får muligheden for at tilbyde dem hele paletten af transportydelser.
Direktøren for Eventyrbilerne, Steen Jensen, bliver i firmaet i overgangsfasen. Han er også begejstret - ikke mindst på grund af den grønne profil, som Fogtmann Transport bringer med sig. - Det er meget positivt og helt klart vejen frem for transportsektoren. Vi var selv i gang med en grøn proces. Fogtmann Transport var derfor den helt rigtige til at føre selskabet videre.
Flere certifikater
Det sønderjyske transportfirma fik i sidste måned - som den første vognmandsvirksomhed herhjemme - det grønne miljøcertifikat af transportminister Hans-Christian Schmidt.
Fogtmann Transport har tidligere også fået certifikatet for:
* at uddanne sine chauffører i at køre energirigtigt,
* at bruge de mest miljørigtige materialer og
* at bruge let nedbrydelige rengøringsmidler ved rengøring af lastbilerne.
Virksomheden fører et grønt regnskab, og de penge, der spares på benzin og lignende, tilfalder medarbejderne. Medarbejderne i Eventyrbilerne ser af samme grund frem til at blive en del af den nye virksomhed, som vil tælle 11 funktionærer og over 100 chauffører.