23948sdkhjf

Doggien øger nyttelasten

Jan Møller har gjort det igen. Nu har han udviklet en lille luftaffjedret trailer til varebiler. Det øger nyttelasten med 1.500 kg.
Fabrikant Jan Møller, indehaver af virksomheden Pendelmatic, er kendt for udvikling og produktion af mange specielle opbygninger til transportbranchen. Det nyeste skud på stammen er en såkaldt Doggie, som kan øge nyttelasten på et 3.500 kg varebilschassis med 1.550 kg.

Ifølge Jan Møller er en Doggie den perfekte løsning til lette og tunge lastbiler. Doggien er ‘universal’, fordi den kan monteres på alle gængse varebilmærker.

Den består af en individuel trailer med luftaffjedring, der eksempelvis er på 1.800 kg akseltryk og har en sparsom egenvægt på cirka 250 kg. Det giver en ekstra nyttelast på omkring 1.550 kg.

I tilfælde med fremtidens el-biler eller hybridbiler kan nyttelasten udelukkende anvendes til transport af batterier eller kombineres med eksempelvis 500 kg batterier og 1050 kg ekstra gods.

At en Doggie kan øge nyttelasten på det trækkende køretøj, skyldes, at den er koblet under et pågældende varebilchassis. Nærmere betegnet på to punkter enten med en traditionel anhængersammenkobling på chassisets bageste travers, eller med et specielt fastgørelsesmodul på chassisrammen.

Således er Doggien også konstrueret til at dreje og følge med i "fodsporet" på det trækkende køretøj nøjagtig ligesom en traditionel påhængsvogn.

Doggien kan naturligvis bruges efter behov. Den kan for eksempel kobles af i tilfælde, hvor der ikke er brug for den.

- Doggien er en unik løsning på ethvert batteridrevet køretøjs energiproblem. Med sin ekstra batteri kapacitet bliver en el-drevet varebil noget mere fleksibel. Blandt andet fordi bilen får en længere rækkevidde og al for hyppige opladninger kan undgås, udtaler fabrikant Møller.

Patentgodkendt

Inden hr. Møller lod oplysninger om sin nyeste opfindelse sive ud af fabrikkens mure, søgte han verdenspatent på sin Doggie – og det har han fået.

Dog mangler opfindelsen stadig at få Færdselsstyrelsens endelige godkendelse som anhænger. Når den kommer igennem, kan 3.500 kg vognkombinationen varebil/doggie med samlet 5.300 kg totalvægt køres på et B-E kørekort.

Der kræves ikke vognmandstilladelse, men der skal monteres tachograf i det trækkende køretøj og bruges førerkort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422