Vognmænd savner klare klimasvar fra regeringen
DTL er irriteret over en rodet CO2-debat. Personbiler og lastbiler blandes sammen i debatten om transportsektorens CO2-udledning.
- Det giver en forvirrende debat, hvor man ikke kommer ud af stedet, siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
Trafikministeriet er ikke kommet langt nok frem trods mange initiativer med hensyn til godstransport, og folketingspolitikere roder virkemidlerne sammen uanset partifarve, konstaterer Morten Lindbo efter trafikudvalgets møde med transportminister Hans Chr. Schmidt (V) om transportsektorens CO2-udledning.
Med andre ord savner Morten Lindbo klarhed om, hvad vognmændene kan rette sig efter.
- Over for privatbilismen diskuterer politikerne kørselsafgifter, kollektiv transport og el-biler. Disse tre virkemidler kan ikke anvendes over for den tunge erhvervstrafik, påpeger han.
- Kørselsafgifter vil ikke stoppe lastbilers CO2-udledning. Gods er svært at flytte over på godstog, og el-drevne lastbiler er utænkelige med de nuværende store og tunge batterier.
- I godstransport drejer det sig om kapacitet, biodiesel, hybridbiler, chaufføradfærd og logistikoptimering, fastslår vicedirektøren.
DTL misbruges
DTL og Dansk Erhverv har fremlagt et katalog med 49 brændstofbesparende forslag, som den enkelte vognmand kan overveje. Ikke alle forslagene går i spænd sammen, men Pia Olsen Dyhr (SF) har taget halvdelen og gjort dem til grundlag for et beslutningsforslag om en handlingsplan.
- SF har taget vores anbefalinger ud af sin sammenhæng og brugt den i en anden sammenhæng i forsøget på at lovgive om frivillige aftaler, siger Morten Lindbo, og nævner at det for eksempel ikke giver mening at putte skørter på en slamsuger..
De tre Ber
Den 28. september 2010 offentliggør klimakommissionen sin betænkning, der bliver fundament for regeringens klimaplan for de sektorer, der ikke er omfattet af EUs kvotesystem. Ikke-kvotesektorerne benævnes populært de tre Ber for biler, bønder og boliger - altså transport, landbrug og husholdninger.
De tre sektorer skal i gennemsnit reducere deres CO2-udledning med 20 procent. Hvis eksempelvis landbruget slipper billigere, skal transport og boliger reducere så meget mere, så et gigantisk slagsmål lurer efter klimakommissionens rapport.
Venter på kommission
Hans Chr. Schmidt agter ikke at lade andre kigge ham over skulderen, inden klima- og energiminister Lykke Friis (V) fremlægger regeringens klimaplan.
- Jeg kommer ikke med den store klimaplan. Jeg kommer med de ting, vi har besluttet at lægge ind, siger Hans Chr. Schmidt og lader forstå, at Transportministeriets bidrag først offentliggøres, når regeringen er blevet enig om hele klimaplanen.