Vognmænd må lære image af kvinderne
Vognmandsbranchen ofrer millioner af kroner på en imagekampagne, som i bund og grund handler om at gøre det samme, som kvinderne gør hver morgen.
Ved hjælp af et godt sønderjysk købmandskab suppleret med evnen til at være hurtigere på aftrækkeren og økonomisk smartere end de andre aktører i transporterhvervet er der er oparbejdet en ganske pæn formue i det kommercielle ITD-ejede selskab FDE. Det siges ikke højt, men internt i de fleste andre vognmandsorganisationerne kommer det grimme ord misundelse nogle gange op til overfladen. Særligt når det årlige FDE-overskud offentliggøres.
Med et indhold i pengetanken på et tocifret millionbeløb har ITD-medlemmerne besluttet at anvende 20 millioner af dem i den gode sags tjeneste. Alligevel må det med jydernes realitetssans for penge gøre ondt at investere i den hidtil dyreste imagekampagne i den danske vognmandshistorie uden at have sikkerhed for at få gevinst.
Nu er det ikke fordi, at pengetanken ikke kommer medlemmerne til gode. På generalforsamlingen 27. marts blev det for tredje år i træk besluttet at tilbagebetale 40 millioner kroner til medlemmerne. For dem, som udnytter FDEs serviceydelser optimalt, betyder det et overskud på omkring 100.000 kroner i kontingentregnskabet.
Ingen anden vognmandsforening er i stand til at gøre nogle medlemmer både kontingentfrie og samtidig smide en pose penge i nakken af dem.
På godt og ondt
ITD erkender, at selv en Joachim von And ikke kan købe sig til et bedre image. Omvendt vinder man heller ikke i lotto, hvis man ikke prøver.
ITD-formand Mogens Therkelsen vil have bedømt landevejstransporten på fakta og ikke på fordomme. Derfor fokuserer den kommende reklamefilm, som bliver vist på landsdækkende tv fra slutningen af august, på de positive sider af transporterhvervet.
Uforståelig holdning
Nu kan en nok så dyr imagekampagne ikke hindre elefantvæddeløb, overtrædelse af køre/hviletiden eller andre ulovligheder, men mindre kan også gøre det. En bedre forståelse for nytten af lastbilen vil være et stort skridt fremad.
Det lidt svært at forstå den noget negative holdning til lastbilen, der hersker herhjemme. Det er trods alt den, der har sikret den udbredte danske bodegamuskel, som er et slående bevis på, at der altid er nok at spise og at drikke.
Ingen enkel opskrift
Der findes ingen enkel opskrift på at få et bedre image. Ellers var den for længst anvendt. Det har heller ikke skortet på antal af seriøse forsøg med charmeoffensiv som overskrift. Alligevel er det al ære og respekt værd, at transportbranchen med ITD som økonomisk bannerfører endnu en gang føler et særligt ansvar for branchens omdømme.
Da vognmændene heller ikke i slutningen af 1900-tallet havde det bedste ry, kom den københavnske vognmand Helmer Olsen med de berømte ord:
Jeg plejer at sige til mine kolleger, at vi må finde en kvindelig strategi. Vi må gøre os lækre."
Så megen sandhed i så få og stadigt aktuelle ord.