Lastbiler i konvoj er værre end elefantræs
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tøver med at støtte et generelt overhalingsforbud. Et langsomt køretøj bør ikke kunne skabe kø, mener S og DF.
Trafikordfører Magnus Heunicke (S) mener, at et overhalingsforbud i givet fald kun skal gælde i dagtimerne kl. 06-20.
- Vi frygter, at Hans Chr. Schmidt har gang i en hovsa-løsning, der bare giver endnu mere trængsel, når lastbiler kører i en hale efter langsomkørende campingvogne og hestetrailere. Det kunne gøre det mere attraktivt for vognmænd at køre på skæve tidspunkter, når et eventuelt overhalingsforbud er suspenderet aften og nat.
- Det giver ikke mening med et overhalingsforbud om natten, hvor der ikke kører andre på vejene, siger Magnus Heunicke.
- Vi er åbne for at gøre noget, for der er stadigvæk eksempler på elefantoverhalinger; men vi er modstander af en såkaldt signal-politik for at høste billige point hos bilisterne, siger den socialdemokratiske trafikordfører, der er indstillet til at indskrænke et overhalingsforbud til den deciderede myldretid, hvis det kan lade sig gøre at kommunikere det ud chauffører og vognmænd.
DF: Tåbeligt forbud
Dansk Folkeparti er lige så tøvende over for et overhalingsforbud. Trafikordfører Kim G. Christiansen kalder det en "fiks idé uden belæg" hos trafikministeren, når den østjyske strækning udpeges uden en forudgående undersøgelse. Det gælder også Hans Chr. Schmidts alternativer over Fyn eller den sønderjyske motorvej til grænsen.
- Det er ikke rimeligt, at et køretøj kan skabe kø ved at køre 70 km/t. Vi vil gerne se på elefantoverhalinger, men det skal være mere intelligent end et tåbeligt forbud, siger Kim G. Christiansen.
22 delstrækninger
Der eksisterer et fem år gammelt overhalingsforbud på 22 kortere strækninger, der typisk er omkring 10 km lange med mindst 10 km afstand.
Hans Chr. Schmidt ønsker dog et forsøg med én lang strækning for at se, hvordan trafikanterne opfører sig. Forsøget skal blandt andet afdække, om de korte overhalingsforbud giver mere elefantræs, når man er ude af forbudsstrækninger.
Forsøget skal sættes i gang så hurtigt som muligt, når de stedlige politimyndigheder har givet tilladelse. Det kræver ingen lovændring, fordi der er tale om et forsøg, mener Transportministeriet, som har fundet pengene og sat skilteproduktionen i gang.
En række detaljer er ikke på plads. Det diskuteres blandt andet, at der skal indføres en afstandsgrænse mellem lastbiler, så de hurtigkørende biler får lettere ved at overhale og man undgår konvojkørsel.
Gammel traver
Rådet for Sikker Trafik fastslår, at et forbud ikke giver større færdselssikkerhed, men det kan måske lette trafikafviklingen, mens vognmandsbranchen ryster på hovedet.
- Jeg har svært ved at forstå, hvorfor den "gamle traver" dukker op igen, siger adm. direktør Erik Østergaard, DTL.
- I 2009 vurderede flere eksperter, herunder Vejdirektoratet, Rigspolitiet, Færdselsstyrelsen (nu Trafikstyrelsen) og FDM, at der var behov for at udvide ordningen.
- Det er ikke en god idé, men vi er altid parate til at tale om tingene. Vi ser da frem til at få en fordomsfri drøftelse med Hans Christian Schmidt (V), erklærer ITDs formand, Mogens Therkelsen.
Eksperter sagde nej
Sidste år konkluderede en arbejdsgruppe i Vejdirektoratets regi, at "hverken undersøgelser eller kilder tyder på, at overhalingsforbud har væsentlig effekt på sikkerhed, fremkommelighed og effektivitet i transportsektoren".
Arbejdsgruppens største imødekommelse over skiftende ministre, der er irriteret over elefantræs, var en anbefaling om variable tavler, der kunne angive overhalingsforbud i bestemte situationer.
Dette overvejede daværende transportminister Carina Christensen i sommeren 2008, da hun åbnede for at begrænse forbuddet mod elefantvæddeløb til myldretiden eller dagtimerne, når man anvendte elektroniske trafikledelsessystemer (ITS).
Arbejdsgruppen advarede ligefrem mod forværret fremkommelighed ved at generelt overhalingsforbud for lastbiler. Det blev illustreret med et tænkt eksempel på de 70 km mellem Randers og Ålborg. Cirka 30 procent af køretøjerne, der er omfattet af overhalingsforbuddet, vil køre i kolonner på mindst 10 køretøjer, og over halvdelen af de store køretøjer vil køre i kolonner, der er længere end fem køretøjer.
Stop for hurtige ryk
Det er allerede forbudt at foretage overhalinger, der tager uacceptabel lang tid. I vognmandsbranchens fælleserklæring om god praksis fastslås forpligtelsen til at få trafikken til at glide. Eksempler på det er:
Chauffører må ikke lave pludselige vognbaneskift ved overhalinger.
Overhalinger må ikke udgøre en fare eller ulempe for andre trafikkanter.