Alkolås på ølbiler
Carlsberg har monteret alkolåse på 300 ølbiler, og det giver rene linjer i det daglige arbejde i forhold til kunderne.
- Vi vil gerne sende det klare signal, at vi ikke tolererer spritkørsel, og at vi håndterer sikkerhed på et meget højt niveau, siger Carlsbergs logistikdirektør Bjarke Roost.
Alkolåsene er stillet til 0,5 promille, så chaufførerne stadig har mulighed for at tage en enkelt øl til frokost.
- Vi er ikke ude på at bandlyse øl som nydelsesmiddel, men der skal være rene linjer i det daglige arbejde, hvor øl ikke skal være et rusmiddel, siger Bjarke Roost.
Alkolåsen er en sikkerhed
Hos nogle af chaufførerne er alkolåsene blevet opfattet som et udslag af mistillid, men Carlsberg har gjort meget ud af at få medarbejderne til at se alkolåsene som en sikkerhedsforanstaltning - både for dem selv, deres færden i trafikken og for de 24.000 kunder.
Sådan er det også blevet opfattet hos kunderne.
- Signalet om ansvarlighed er blevet godt modtaget af omverden, siger Bjarke Roost og tilføjer, at det ikke bare er ølbilerne, der har fået installeret alkolås.
- Det gælder for eksempel også ledergruppens biler, og det er meningen, at alle Carlsbergs biler efterhånden skal have monteret alkolås.