23948sdkhjf

Havnene bliver mindre

De danske havnes godsomsætning faldt med 15 procent sidste år. Krisen har været hård. Værst er det gået ud over Danmarks største havne.
Knap 91 millioner ton gods gik over kaj på de danske havne i 2009. Det viser den netop udkomne årsopgørelse fra Danmarks Statistik. Mængderne gik cirka 15 millioner ton tilbage i forhold til 2008, hvor der blev omsat for i alt 106 millioner ton. Årsomsætningen var i 2009 dermed på det laveste niveau siden 2000.

Nedgangen i godsomsætningen er konsekvensen af den globale økonomiske krise, som også slår igennem på havnene. Derfor blev 2009 et exceptionelt dårligt år, som Danske Havne ikke forventer gentaget.

Stort set alle godstyper viste nedgang i 2009. Især materialer til byggeriet og industrien er gået voldsomt tilbage i forhold til året før. Byggematerialer som sand, grus og skærver faldt med 20 procent, kalk og cement med knap 41 procent, mens jern og stål gik 48 procent ned.

Også færge- og containergodset er faldet markant med omkring 15 procent for begge typer.

Den indenlandske skibsfart gik en smule mere tilbage end skibsfarten til udenlandske destinationer, men her dækker nedgangen især transporterne af råolie, der gik tilbage med 27 procent i forhold til året før.

Dog er det ikke alle steder, krisen har kradset. Ud af de 115 danske havne, havde 48 havne uændret eller stigende godsomsætning fra 2008 til 2009. Det svarer til mere end 40 procent af de danske havne. Det er for det meste små havne, som har oplevet fremgang i 2009. De største havne, der gik frem, er Statoil ved Kalundborg, Esbjerg og Hirtshals.

Det mest positive marked i 2009 var krydstogtskibe, som gik frem – både målt på antal anløb og på antal passagerer. I 2009 nåede antallet af krydstogtspassagerer gennem de danske havne for første gang op på mere end 700.000. Langt størstedelen af krydstogtspassagererne kom til København.

Antallet af færgepassagerer faldt med 9 procent på de udenlandske ruter og med 4 procent på de indenlandske ruter. I alt gik mere end 43 millioner passagerer i 2009 om bord eller fra borde i en dansk havn. I 2008 var tallet over 46 millioner.

Største danske færgehavn er Helsingør med 9,4 millioner passagerer, mens Rødby og Frederikshavn følger efter med henholdsvis 6,3 og 2,1 millioner passagerer i 2009.

1. (1) Fredericia Havn 13.283 (14.426)

2. (2) Århus Havn 8.859 (11.814)

3. (3) Statoil-havnen 7.741 (7.700)

4. (4) Københavns Havn 5.760 (7.223)

5. (6) Enstedværkets Havn 5.588 (5.824)

6. (5) Rødby Færgehavn 5.219 (6.148)

7. (8) Esbjerg Havn 3.777 (3.746)

8. (7) Helsingør Havn 3.720 (4.429)

9. (9) Kalundborg Havn 2.943 (3.267)

10. (11) Aalborg Havn 2.880 (3.167)

11. (12) Frederikshavn Havn 2.356 (2.783)

12. (10) Odense Havn 2.178 (3.170)

13. (13) Aalborg Portland Havn 1.457 (2.665)

14. (16) Rønne Havn 1.398 (1.706)

15. (15) Gedser Havn 1.341 (1.779)

16. (17) Køge Havn 1.329 (1.408)

17. (14) Aabenraa Havn 1.252 (1.815)

18. (-) Hirtshals Havn 1.230 (1.205)

19. (19) Thyborøn Havn 1.203 (1.299)

20. (-) Grenaa Havn 1.163 (1.282)

Tallet er godsomsætningen målt i 1.000 ton. Tallene i parentes angiver situationen i 2008. Kilde: Danske Havne og Danmarks Statistik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078