Ny formand for DKHV
Klaus G. Andersen er blevet formand for De Danske Havnevirksomheder (DKHV) og vil intensivere indsatsen for at forhindre, at virksomheder uretmæssigt bliver sagt op i havnene.
Klaus G. Andersen har tidligere været formand for foreningen i et par år, hvor han også afløste T. B. Larsen, der var travlt beskæftiget med udvidelser på Århus Havn.
- T. B. Larsen er gået på pension nu, så det er et naturligt generationsskifte, der sker i bestyrelsen for brancheforeningen, forklarer Klaus G. Andersen.
På generalforsamlingen blev regeringens havneredegørelse (Arealanvendelsen på danske havne fra maj 2010) fremhævet. Den berører en mærkesag for foreningen, fordi flere af dens medlemmer uretmæssigt har fået deres lejekontrakter på havnene opsagt, fordi havne og kommuner ønsker at benytte havnearealerne til andre formål.
- Regeringen må slå fast med syvtommer søm, at havne er vitale knudepunkter, og at sunde erhvervsarealer på havnene ikke bør bruges til andre formål end havnerelateret erhverv, siger Klaus G. Andersen.
- Vi må forhindre, at sunde erhvervsarealer på havnene bliver nedlagt. Den kamp vil fortsat have allerhøjeste prioritet for os. Faktisk mener vi, at ministeren skal ind over, hver gang en havn eller en kommune ønsker at indskrænke et havneareal. Ministeriet skal jo også ind over, når en havn skal udvide.
Ingen ny havnelov
Danske havnevirksomheder er også på banen, når det gælder havneloven, som transportminister Hans Chr. Schmidt mener, bør have et servicetjek.
- Vi er ikke særlig glade for den havnelov, vi fik i år 2000. Alligevel har vi ikke et ønske om at få den ændret - og i hvert fald ikke i den retning, som Danske Havne ønsker. Havnene vil gerne have endnu videre beføjelser til at være operatører på havnene; og det er stik imod vores interesser.
- Kommunale havne og kommunalt ejede aktieselskabshavne bør ikke får udvidet adgang til at tilbyde operatøropgaver og andre skibsrelaterede serviceydelser.
- Havne skal begrænse sig til at være infrastrukturforvaltere, så kan private virksomheder tage sig af operatørvirksomheden på havnene, siger Klaus G. Andersen.
- Kun virksomheder, der opererer på lige markedsvilkår, kan sikre, at vi fremadrettet har effektive og konkurrencedygtige havne i Danmark.
Mere synlig
Klaus G. Andersen ved godt, at Danske Havnevirksomheder skal være mere synlige i medierne, hvis man ønsker mere indflydelse på de beslutninger, der tages.
- Vores formål er først og fremmest at varetage medlemmernes interesse, men det er også vigtigt for os at være på banen over for myndighederne, når de skal fastlægge de rammevilkår, vi skal arbejde under.
- Derfor vil vi da gerne være mere synlige i den løbende debat.
Mange enkeltsager
- Vi har været meget optaget af enkeltsager som for eksempel havneloven for ti år siden og sagen om Fredericia Skibsværft og Fredericia Kommune sidste år. Interessen fra omverdens siden er jo nært knyttet til de sager, der er.
- Vi er med i Transportens Tænketank og andre udvalg, hvor vi løbende giver vores synspunkter til kende, og det vil vi vedblive med.
- Desuden skal foreningen heller ikke være i opposition til havnene hele tiden. Vi har rigtig mange sager, hvor vi har fælles interesser - og her arbejder vi fint sammen, slutter formanden.
Her er bestyrelsen
Efter generalforsamlingen ser bestyrelsen således ud:
Direktør Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping (formand).
Direktør Asbjørn Karlsson, Samtank (næstformand).
Adm. direktør Jesper Balthazar-Christensen, Arctic Container Operation.
Salgschef Henrik Dinnsen, Svane Shipping.
Direktør Flemming Møgelmose, Dansk Landbrugs Grovvareselskab.
Direktør Hans P. Pedersen, Jørgen Schultz Shipping.
Adm. direktør Ulf Stephenson, C. R. Holship.
Adm. direktør Niels Vallø, Cargo Service.