23948sdkhjf

Kristian kontra Kristian

Venstres partitop nedskyder Venstres trafikordførers gamle forslag om vejafgift på udenlandske personbiler.
Venstre er i splid om det betimelige i at diskutere kørselsafgifter.

Venstres gruppeformand, tidligere skatteminister Kristian Jensen, reagerede refleksmæssigt som om skattestoppet stadig var intakt, da han læste avisoverskrifter såsom Berlingske Tidendes "V: 1.500 kr. for at køre på motorvej". Det forslag advokerer trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen for i sin bog "Hvor der er vilje, er der vej".

- Danske bilister behøver ikke frygte nye afgifter. Venstre har intet forslag om at opkræve 1500 kr. årligt fra danske motorvejsbilister. Det er ikke Venstres politik, erklærer Kristian Jensen.

- Det er altid godt med en god debat, lyder Kristian Pihl Lorentzens reaktion.

I juni 2008 udtalte Venstres trafikordfører sig til Transportmagasinet om en motorvejsafgift på personbiler på eksempelvis 1000 kroner om året, så udenlandske personbiler også betalte for infrastrukturen. Pengene fra danske bilister skulle bruges til lavere registrerings- og ejerafgifter, for ellers brydes skattestoppet.

- Udenlandske bilister kunne måske købe en måneds- eller endog en ugevignet. Det har vi slet ikke taget stilling til. Vi vil have forskellige modeller nærmere belyst. Vi taler om et provenu i milliardklassen fra udenlandske bilister især når Femerbroen åbner, sagde Kristian Pihl Lorentzen dengang til Transportmagasinet.

Ingen aktuelle planer

Partitoppen undsagde ikke forslaget i 2008. I dag er det reduceret fra Venstres politik til et personligt synspunkt, efter at landsdækkende dagblade og elektroniske medier er faldet over det.

- Dengang var det et ukonkret forslag om, at det skulle undersøges, hvorledes det kunne sikres, at udenlandske bilister kunne bidrage. Her er et bestemt forslag om 1500 kroner for personbiler at køre på motorvejsstrækninger, og det er vi i Venstre ikke klar til at stille forslag om, forklarer Kristian Jensen.

Forudsætningen for et forslag ville være, at danske bilister ikke dobbeltstraffes først med den høje registreringsafgift og derefter med en vejafgift, som indføres efter bilkøbet, understreger Kristian Jensen: - En sådan model er mig bekendt ikke på plads, og derfor er der ingen aktuelle planer i Venstre om betaling for at køre på motorveje.

Handling, ikke snak

Transportmagasinet: - Forslaget har vel noget for sig for nye bilkøbere, når man får et nettoprovenu, der kommer fra udenlandske bilister?

- Jeg lærte i min forholdsvis lange tid som skatteminister, at man ikke skal snakke om ændringer i bilafgifter. Det er noget, man skal gennemføre, når man har en plan klar, og Venstre har ingen aktuelle planer om at ændre bilafgifterne, svarer Kristian Jensen.

Lavere bilafgifter

Således skæres det ud i pap, at trafikordførerens forslag ikke er Venstres politik. Kristian Jensen tilføjer dog formildende og loyalt, at Kristian Pihl Lorentzen selv understreger, at forslaget er et personligt indlæg i den politiske debat.

- Jeg har ikke overvejet teknikken. Jeg har overvejet princippet, at udenlandske bilister bør bidrage til den danske infrastruktur. En af måderne er den østrigske vignetordning. Jeg har startet en debat, og teknisk skal man udregne en model, så eksisterende biler holdes skadesløse. Danske bilister skal under ingen omstændigheder betale mere, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Grønne bilafgifter

En vejafgift ville skaffe nogle af de penge, der kunne bruges til miljøomlægning af bilafgifterne. En ny afgiftskilde kunne hjælpe med at holde de samlede afgiftsindtægter på det nuværende niveau, hvis de forskellige bilafgifter gradueres og nedsættes, som forfatteren selv er inde på:

"Provenuet fra de danske bilister kan indgå i en kommende omlægning af bilafgifterne, så man tilgodeser en grønnere transport ved at afgiften sænkes mest på de energieffektive biler, der kører på alternative drivmidler."

“Eksempelvis som en kombination af markant lavere registreringsafgifter på nye biler og lavere grønne ejerafgifter." “

“For mig er det en afgørende forudsætning for en sådan omlægning, at den samlede beskatning af de danske bilister ikke øges," skriver Kristian Pihl Lorentzen.

Kristian Pihl Lorentzen skønner, at den årlige indtægt fra udenlandske bilister kunne udgøre 300-400 millioner kroner og endnu mere, når den faste Femerforbindelse indvies. Disse penge skulle lægges i infrastrukturfonden.

Den østrigske vignet for personbiler koster knap 60 kroner (7,90 euro) for 10 dage, cirka 171 kroner (22,90 euro) for to måneder og 568 kroner (76,20 euro) for et helt år.

Minister: Nej

- Dette er ikke og bliver ikke regeringens politik, erklærede skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i en onsdagsspørgetid.

Dermed lykkedes det skatteordfører Nick Hækkerup (S) at udstille Venstres interne uenighed i folketingssalen om trafikordførerens bog. S-ordføreren er i øvrigt i, at bilisterne ikke skal udsættes for en dobbeltbeskatning.

Nick Hækkerup: - Er ministeren enig med sin partifælle Kristian Pihl Lorentzen, i, at bilister fra år 2012 skal betale 1500 kroner om året eller 60 kr. for 10 dage for at køre på motorvejene?

Troels Lund Poulsen: - Nej, jeg er ikke enig med hr. Kristian Pihl Lorentzen!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062