S vedstår sig gæld og motorvej til Holstebro
Socialdemokratisk ordfører lover at gennemføre vestjysk vejprojekt efter et regeringsskifte
Vejordfører Jens Chr. Lund (S) accepterer, at finanslovaftalen laver om på den trangfølge (prioritering), som Socialdemokratiet forestillede sig.
- Det er politik. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fundet de politiske begrundelser for, at det er nu, og det er vi enige i. Den vej vil utvivlsomt udvikle erhvervslivet både i Holstebro, Struer, Lemvig, Thisted og Ringkøbing, siger Jens Chr. Lund.
- Det er pinligt, at statsministeren lover en motorvej og bruger det til valgkamp uden at vide, hvor han skal finde pengene. Det er skidt og skaber mistillid til politikerne, fortsætter Jens Chr. Lund.
Ikke desto mindre lover han at finde et par milliarder kroner til projektet.
- Vi har sendt så mange signaler, at vi (en S-ledet regering, red.) bliver nødt til at finde pengene efter et hurtigt valg. Ellers vil vores troværdighed stå ilde, siger Jens Chr. Lund, som er valgt i Viborg og ikke genopstiller
Han foretrækker en linieføring øst om Holstebro op til rundkørslen nord for Holstebro frem for en vestligere vej, der munder ud i ringvejen syd for Holstebro. Den anden mulighed vil nemlig kræve udvidelser af ringvejen op til Holstebro Nord.
Hensigtserklæring
Finanslovaftalen afsætter 2,5 milliarder kroner til motorvejen inklusiv en opkobling til det kommende sygehus i Gødstrup nord for Herning, der ventes færdig i 2018.
Pengene skal skaffes ved salg af statslige aktiver. Der er nul kroner på kontoen. Det kan ses som en hensigtserklæring, for realiteten er, at der står nul kroner på kontoen til anlægget, som en af oppositionspartiernes akademiske medarbejdere bemærker.
Trafikforliget giver ikke vetoret mod yderligere projekter, som nogle af de andre partier beslutter. Derfor kunne Per Ørum Jørgensen (KD) få æren for motorvejen til Holstebro, når pengene hentes uden for trafikforligskredsens i øvrigt tomme infrastrukturfond.
Ingen ved, hvad der skal sælges, men det kunne eksempelvis være DONG Energy eller DSB, mens ingen længere taler om at sælge statens minoritetsandel i Københavns Lufthavn.
Minister følger trop
Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) kan intet sige om salget af statslige aktiver, for det er finansministerens sag.
- I trafikforliget har vi aftalt en forundersøgelse og en VVM, og det kører. Hvornår motorvejen bliver til noget, der følger vi det man er blevet enige om i finanslovaftalen, siger Hans Chr. Schmidt.
Her står, at projektet forventes påbegyndt i 2013, og motorvejen og forbindelsen til Gødstrup kunne åbnes i 2018.