Klassens flinke duks
Den nyeste version af DAFs 12 ton model i LF serien er et af de bedste produkter til nærdistributionskørsel med lastbiler i mellemvægtsklassen. Det er i hvert fald Transportmagasinets vurdering efter prøvekørsel i bilens rette element, som er tæt, hektisk bytrafik og smalle, snoede landeveje.
Alt andet end grundkonstruktionen er meget anderledes. Eksempelvis fremtræder indretningen, interiøret og instrumenteringen på DAF LF med nogenlunde samme flotte finish, som kendetegner de større DAF-serier CF og XF.
LF serien kan leveres med to førerhusvarianter. Et kort dagførerhus, der er 160 cm langt, og et 2,0 meter langt førerhus, som er indrettet med en enkelt soveplads. Begge varianter har en bredde på 2,13 meter.
Fælles er en masse åbne og lukkede aflæggerpladser. Udover en skabssektion over frontruden findes blandt andet opbevaringsrum i dørene. Derudover er det lange førerhus suppleret med store rum med låger under sovepladsen, der er hængt op på førerhusets bagvæg når den ikke er i brug.
Miljøvenlig motor
Trækkraften kommer fra en 4,5 liters turbo/intercooler motor med Common Rail forbrændingsteknologi og 4-ventil teknik.
Hvad angår effekter udmærker den forholdsvis lille motor sig med en effekt på 210 hk fra 1800 omdr./min. og et drejningsmoment på 760 Nm ved 1400 1800 omdr./min.
Motoren er af den mest miljøvenlige slags, som er godkendt til både Euro 5 og EEV-kravene.
Alt efter behov og ønske kan LF-bilerne leveres med enten manuel gearkasse eller 6-trins ZF gearkasse med fuldautomatisk AsTronic gearskiftesystem, der som bekendt også kan betjenes manuelt
Skivebremser
Med hensyn til bremser leveres LF bilerne med mekaniske trykluftstyrede skivebremser på alle hjul. Og den typiske chassisaffjedring er stålfjedre på forakselen og luft på bagakslen. Alternativt kan bilerne levers med fuld luftaffjedring.
Optimal adgang
Den aktuelle prøvekørsel var kombineret med kørsel i hovedstadens hektiske bytrafik og kørsel på Nordsjællands smalle og snoede landeveje.
Der blev det med al tydelighed afsløret at den pågældende DAF FA LF45.210 er en særdeles velfungerende og letkørt lastbil til det den er udviklet til; lettere og mellemtung distributionskørsel på korte afstande.
I og med der er tale om nærdistributionskørsel, hvor chaufførerne springer ind i og ud af førerhuset i støøre omfang end han tilbagelægger kilometer, er adgangsforholdene til netop førerhuset en af de mest væsentlige punkter i dagligdagen.
Den side af sagen klarer LFen meget let med en døråbnings vinkel på 90 grader, et enkelt lavtplaceret dørtrin, to velplacerede håndtag i dørrammen og hurtig sænkning af førerstolen.
Fin kørekomfort
Prøvekørselen afslørede også en generel fin kørekomfort.
Første og fremmest er udsynet fremragende. Dels på grund af store og forholdsvis lavt placerede frnt-og sideruder. Dels på grund af ideelt placerede sidespejle som er monteret på vibrationsfire spejl arme.
Med til komfort hører naturligvis affjedring.Eftersom der på det punkt er tale om en velafstemt kombination med stålfjedre på forakslen og luft på bagakslen, indfriede bilen også på det punkt mine forventninger.
Med andre ord, var selv de værste ujævnheder i vejene umærkbare.
Umærkbart føltes også de lette og præcise AsTronic gearskifte, hvis betjeningsknap er placeret på motorkassen, så tæt på højre arm som muligt.
Medvirkende til den gode kørekomfort er også det flot designede instrumentbord, hvori alle instrumenter, kontrol- og advarsels lamper, samt diverse betjeningsgreb er så godt og overskueligt placeret, at man ikke behøver at vende blikket fra trafikken.
Skønt bilen "kun" er monteret med en 4-cylindred motor skal ingen forledes til den tro, at der er tale om svag fremdrift. Tværtimod
er der overraskende nok tale om hurtig acceleration og dermed kvik respons fra speederen. Og det er faktisk ikke så mærkeligt, fordi modellens motoreffekt, gearkasse og bagtøjsudveksling er tilpasset den pågældende bils 12 ton totalvægt.
Manøvredygtig
Med hensyn til manøvredygtighed, lader DAF LF intet stå tilbage for distributionsbiler af andet mærke i samme vægtklasse.
Tværtimod taler sandsynligheden for, at LF er markedets bedst underdrejede lastbil.
Eksempelvis er den ydre vendecirkel, mellem to mure - med 215/70 R17,5 dækmontering, og 4,30 meter akselafstand - målt til kun 15 meter.
Som helhed fungerer styringen godt. Samtlige afprøvede biler har nemlig både neutral styring og fin retningsstabilitet.
Stabilitet er også nøgleordet for de nye trykluftmekaniske skivebremser. Bremserne føles lette at dosere, og selv ved hård aktivering af bremsepedalen, mærkes der kvik respons på optimal bremsekraft.
I de hele taget efterlod prøvekørsel af DAF LF45.210 kun positive indtryk.
Afslutningsvis skal bemærkes, at støjniveauet i førerhusene er usædvanligt lavt, for distributionsbiler.
Altså kan der snildt føres samtaler, uden nogen behøver, at hæve deres stemmer.
Tekniske specifikationer:
Model: DAF FA LF45.210.
Motor: FR152. Euro-5/EEV 4 cylindre, med fireventilteknik, common rail, turbo og intercooler.
Slagvolumen: 4,5 liter.
Effekt: 210 hestekræfter ved 1800 omdrej/minut. .
Moment: 760 Nm ved 1400 1800 omdrej/minut.
Transmission: 6-trins ZF gearkasse med AsTronic gearskiftesystem.
Akselafstand: 4,30 meter.
Affjedring: Stål på foraksel. Luft på bagaksel.
Bremser: Mekanisk trykluftstyrede skivebremser på alle hjul.
Førerhus: Langt førerhus med mekanisk affjedring og en enkelt soveplads.
Omdrejninger: Økonomiområde 1200 2100 i minuttet. Gearskift ved 1400 1900. 1800 ved 90 kilometer/timen. 1600 ved 80 kilometer/timen.
Totalvægt: 12000 kg.
Egenvægt
Med opbygning: 6135 kg.
Nyttelast: 5865 kg.
Chassis
Egenvægt: Cirka 5440 kg.