Positiv rapport om modulvogntog
Modulvogntog har hidtil ikke været involveret i færdselsulykker, konstateres det i midtvejsrapporten om det igangværende forsøg med modulvogntog, der begyndte i november 2008.
Ved årsskiftet var der registreret 316 modulvogntogsenheder. De fordeler sig med 105 dollyer, 4 sættevogne, 207 linktrailere og et ukendt antal lange påhængsvogne, der ikke kan identificeres i motorregisteret.
Rapportens forfattere har kigget særligt på 61 virksomheder, som tilsammen råder over 99 modulvogntogsenheder, der hovedsageligt har været anvendt til transport af fødevarer og stykgods.
0,8 pct. af godsmængden
- På baggrund af materialet i særkørslen af kørebogen kan det anslås, at modulvogntog i 2009 fragtede omkring 0,8 procent af den nationale godsmængde og stod for 0,9 pr4ocent af trafikarbejdet i Danmark, opsummerer Vejdirektoratet.
Modulvogntog bruges primært til længere øst/vest-transporter på tværs af landsdele. Deres andel af den samlede lastvognstrafik over Storebæltsbroen er steget fra 1,3 procent i januar 2009 til 2,4 procent i december 2009. Derimod er der tale om et fald for Øresundsbron fra 5,1 procent til 4,5 procent, hvilket afspejler den generelle udvikling i godstrafikken over Øresundsbron.
På en enkelt vestjysk strækning, nemlig Rute 34 Herning-Hanstholm, har årsdøgnstrafikken for modulvogntog været nul.
Ikke svar på alle spørgsmål
Rapporten har én lille advarsel.
- Tager man højde for den generelle nedgang i godstransporten og det relativt sparsomme datagrundlag i midtvejsrapporten, er det ikke givet, at den endelige evaluering af forsøget om halvandet år vil kunne belyse alle aspekter af potentialet for modulvogntog i Danmark, vurderer Grontmij/Carl Bro.
Prisen for vejtilpasninger til den større svingningsradius er 130 millioner kroner, som fordeler sig med 114 millioner på Vejdirektoratets anlægsbudget og 16 millioner i havne og transportcentre.