Rederiet Færgen ændrer i ledelsen
Rederiet Nordic Ferry Services har med virkning fra den 1. oktober 2010 ændret navn til Færgen. Rederiet består af selskaberne Bornholmstrafikken, Sydfynske og Danske Færger.
Som led i den proces er der i 2010 sket store udskiftninger i rederiets ledelse. Tidligere Scandlines-direktør John Steen Mikkelsen er startet den 1. oktober 2010, mens den nuværende finansdirektør Niels Rabøl forlader sin stilling.
Arbejdet med at finde en ny finansdirektør er sat i gang, det oplyser formand for bestyrelsen i Bornholmstrafikken, Steen E. Christensen.
Rederiet Færgen driver ruterne Bornholmerfærgen, Samsøfærgen, Fanøfærgen, Langelandsfærgen og Alsfærgen.