Salget af lastbiler stadig hårdt ramt
Selv om mange i transportbranchen taler om et lys for enden af tunnelen, er salget af lastbiler stadig helt i bund.
Det viser månedsstatistikken fra De Danske Bilimportører.
- Markedet for lastbiler er fortsat meget tydeligt påvirket af krisen, siger adm. direktør i bilimportørerne, Bent Mikkelsen.
- Det er et markedet, der er markant anderledes end person- og varebilerne; men det er kun en del af forklaringen på de markant dårlige tal. Overordnet set er godstransporten stadig præget af eftervirkningerne af krisen, og det bliver formentligt tidligst på den anden side af sommeren, at vi vil opleve en forbedring på lastbilsmarkedet, siger Bent Mikkelsen.
Tilbagegang for varebiler.
Salget af varebiler ligger også dårligt, men ikke såp dårligt som lastbilsalget. I april gik markedet endnu engang tilbage, og salget af nye varebiler dykkede med 10,4 procent sammenlignet med april for et år siden.
- En tilbagegang på cirka 10 procent er langt mindre end det, vi tidligere har oplevet, men overordnet set er varebilerne hårdt ramt, siger Bent Mikkelsen.
- Den optimisme som præger de private købere og personbilssalget er endnu ikke slået igennem i virksomhedernes investeringer. Samtidig er mange brancher fortsat ramt af både konjunkturerne og af den hårde vinter. Vi forventer dog, at varebilsmarkedet langsomt vil bedres efterhånden som den aftagende krise forstærker behovet for godstransport, siger Bent Mikkelsen.
Fremgang for personbiler
Personbilsalget går fortsat frem. I april 2010 steg salget med 20,8 procent i forhold til april 2009. Bilsalget er dermed steget kontinuerligt i et halvt år.
- En fremgang i personbilssalget på over 20 procent er endnu et tegn på at bilkøberne har lagt krisen bag sig, siger Bent Mikkelsen.
- Det er tydeligt, at bedringen i konjekturerne og den generelle stigning i forbrugertilliden kan aflæses i bilsalget. Det er i høj grad de private bilkøbere, der driver fremgangen - både gennem privatleasing og det mere traditionelle bilkøb. Samlet set er næsten 11.000 solgte personbiler særdeles tilfredsstillende.
Salgstallene for april
Personbiler:
2007 - 12.287
2008 - 16.117
2009 - 9.054
2010 - 10.935 (+20,8 pct.)
Varebiler:
2007 - 7.345
2008 - 3.659
2009 - 1.232
2010 - 1.104 (-10,4 pct.)
Lastbiler:
2007 - 622
2008 - 668
2009 - 339
2010 - 174 (-48,7 pct.)