Politik noter
KORT NYT fra Christiansborg. I dag om - motorvej til Holstebro - skilte om vejafgift - Erika Lorentzen - sjællandsk trafikplan - Pia Olsen Dyhr - ny Mærsk-rute.
Tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) er tilbage i folketingssalen som menigt medlem af trafikudvalget, og han siger til Tr5ansportmagasinet: - I Venstre er vi meget opmærksomme på, at en motorvej fra Herning til Holstebro bør opprioriteres i den næste bølge af vejudvidelser.
Grænseskilt om vejafgift
Udenlandske lastbilchauffører skal adviseres klart og tydeligt om den danske vejafgift, mener Benny Engelbrecht (S) og støtter dermed ITDs formand Mogens Therkelsen. Det grænsekyndige folketingsmedlem - han kommer fra Sønderborg - opfordrer skatteminister Troels Lund Poulsen (V) til at sørge for tydelig skiltning ved den dansk/tyske grænse om, at man skal betale vejafgift i Danmark. Opfordringen gælder også anvisninger på relevante sprog om, hvordan afgiften betales.
MF på sin fødselsdag
De radikales trafikordfører Johs Poulsen holder sygeorlov frem til den 1. maj 2010. Hans stedfortræder er sygeplejerske Erika Lorentsen, der fylder 53 år den 6. april. Det er den dag, hvor hun formelt indtræder i Folketinget og overtager hans udvalgsposter. For fem år siden markerede hus sig med krav om motorvej fra Herning og videre nordpå ud fra devisen, at motorveje skal anlægges, hvor der er plads: "Lad os få motorveje, udvikling og mennesker til det midt- og vestjyske. Her er plads nok."
Sjællandsk trafikplanlægning
Miljøminister Karen Ellemann (V) og borgmestrene fra Region Sjælland har fremlagt en rapport om bedre by- og trafikplanlægning. Den hedder "Strukturbillede 2030" og er i høring til den 7. juni 2010. Det handler ikke mindst om lavere CO2-udledning og bedre fremkommelighed.
Trafikordfører ophøjet til EU
SFs trafik- og forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr har overtaget EU-ordførerskabet efter energiordfører Anne Grete Holmsgaard og er tillige blevet medlem af partiets gruppebestyrelse. Pia Olsen Dyhr tilhører partiets EU-venligste fløj, og hun slugte nogle motorvejsstrækninger for at komme med i det brede trafikforlig sidste år.
Løkke og Putin åbner godsrute
Åbningen af Mærsks containerrute fra Skt. Petersborg til Ecuador dannede rammen om et møde mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Ruslands premierminister Vladimir Putin, som har sagt ja tak til at besøge Danmark. Putin stiller samarbejde om skibsbygning i udsigt, skriver nyhedsmediet Tradewinds.