Arbejdstids-skema til selvkørerne
DTL på vej med skema til selvkørernes arbejdstid, så selvkørerne kan begrænse skaderne efter EUs beslutning om en 48 timers arbejdsuge.
- Skemaet er ikke tænkt som en ny byrde til vognmændenes hverdag, men skal bruges i en dialog med politikere og myndigheder om, hvordan de nye EU-regler vil påvirke vognmændenes hverdag, siger Morten Pernø i det nyeste nummer af vognmændenes medlemsblad, DTL Magasinet.
- Skemaet kan registrere selvkørende vognmænds arbejdstid bag både rattet og skrivebordet. Et oplæg til skemaet vil blive lagt frem til diskussion på selvkørernetværkets næste møde, som finder sted den 20. november 2010.
- Det handler om skabe en dialog med politikerne, så vi kan få indført en ordning, der på den ene side opfylder EUs krav, og på den anden side giver de færreste problemer for vognmændene.
EU blander tingene sammen
Blandt de frustrerede selvkørere er Henning V. Petersen, Faaborg. Han er talsmand for selvkørernetværket og formand for Sydfyns Vognmandsforening:
- Min opfattelse er, at EU har sammenblandet køre/hviletider og arbejdstid for selvkørende, siger han.
- Parlamentarikerne har ganske enkelt ikke vidst, hvad de stemte om. De har troet, det har noget med trafiksikkerhed at gøre. Hvis vi som selvkørende vognmænd skal indregne administrationstiden med i de 48 arbejdstimer, kan det let blive en arbejdsuge ude på vejene på 35 timer eller mindre.
- Man skal huske på, at der skal bruges tid på at planlægge næste dags transporter, træffe aftaler med kunder, rengøre materiel til næste opgave mm. Derfor må vi have politikerne i tale, slutter han.