23948sdkhjf

Beton til tiden med mobil it

Med en it-løsning fra Locus vil Unicon effektivisere sin beton-distribution. Mobil data-indsamling skal sikre et bedre overblik og en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Dermed vil Unicon få et endnu bedre værktøj til at sikre, at kunderne modtager deres beton-leverancer til tiden.
Unicon, der er Skandinaviens største producent af fabriksbeton, er fokuseret på at hver eneste leverance ankommer til tiden, så kundes egen tidsplanlægning kan overholdes.

- Levering til tiden er et krav fra alle vores kunder i byggebranchen, fortæller it-chef Thomas Larsen, Unicon.

- Vi er eksperter i fleksibel og dynamisk distributionsplanlægning, så vi ikke spilder kundernes kostbare tid. Til at hjælpe os med det, har vi investeret i en række moderne it-værktøjer.

Dagligt håndterer Unicon et komplekst og dynamisk kørselsmønster med cirka 450 biler i Danmark og Norge, der leverer fabriksbeton fra 78 betonfabrikker.

Kundernes leveringsadresser og timingen af leverancer ændrer sig løbende, og produktions- og distributions-planlægningen skal tage højde disse ændringer, som ofte sker med korte varsler. Derfor er det vigtigt, at kørselsplanlæggere hele tiden kender de enkelte bilers aktuelle status og position.

IT i alle biler

Locus leverer en mobil løsning, der bliver installeret i alle biler, som kører for Unicon.

Hver chauffør udstyres med en håndterminal, som sikrer, at betonbilen eller chaufføren hele tiden kan melde sin status tilbage til planlægningssystemet. Holder han i kø eller venter på aflæsning? Er leverancen overstået, og er han klar til at modtage en ny opgave?

Al kommunikation sker via dataoverførsel over mobilnettet, og samtidig sendes køretøjets aktuelle GPS-position retur til kørselsplanlægningen.

- Det betyder, at vi kan spare en del tid omkring produktion og distribution, siger Thomas Larsen.

Besked om ankomst

- Desuden har kunden mulighed for at få besked om, hvornår et bestilt læs forventes at ankomme. Hvis der sker forsinkelser, kan vi gribe ind og korrigere eller advisere kunden. Der kan nemt ske, at vi får ventetid hos en anden kunde, eller at trafikken gør knuder.

I praksis betyder det, at hver enkelt chauffør løbende modtager sin næste opgave på sin håndterminal, hvor der er integreret GPS-navigation, som viser vej til næste byggeplads hvor betonen skal leveres.

Når køretøjet har overstået opgaven og nærmer sig fabrikken, vil planlægningssystemet og kørselslederen automatisk få besked om, at bilen er på vej, kombineret med et forventet tidspunkt for ankomst, således at næste beton-læs kan blive produceret og klarmeldt til pålæsning. Denne planlægning sker centralt på tværs af et større antal biler og fabrikker i en region. Derudover bliver alle Unicons egne køretøjer udstyret med en fastmonteret enhed, som blandt andet opsamler data til brug for planlægning af køre-/hviletid.

Unicons ambition

- Unicon har en ambition om at være med til at forbedre effektiviteten i bygge- og anlægsbranchen, forklarer salgschef Klaus Vium Andersen fra Locus.

- Denne forbedring skal ske ved at udvikle nye forretningsprocesser i betondistribution og sætte nye mål for, hvad kunder kan forvente sig.

- Vi er glade for, at vores it-løsninger er en del af denne ambition. Vi har mangeårig erfaring og forståelse af transportsektorens udfordringer. Vores kompetencer indenfor praktisk anvendelse af mobil teknologi og software kan bidrage til at kunden får opfyldt sin ambition, siger Klaus Vium Andersen.

Skandinaviens største

Unicon er Skandinaviens største producent af fabriksbeton. Virksomheden har 78 fabrikker i Danmark og Norge, samt et datterselskab i Sverige med 12 fabrikker. Unicon råder over en flåde på over 450 moderne betonbiler og betonpumper i alle størrelser - og er hermed i stand til at løfte enhver opgave.

Locus er en af Skandinaviens stærkeste leverandører af it-løsninger til transport. og logistikbranchen med totalløsninger, der kombinerer mobile håndterminaler og planlægningssystemer. Locus har 100 medarbejdere fordelt på kontorer i Norge, Danmark og Sverige.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113