23948sdkhjf

Tyskland er klar til bedre tider

Danske virksomheder risikerer at gå glip af opsvingsbølgen. Med krisens indtog på vore hjemlige breddegrader har de danske virksomheders interesse for det tyske marked været hastigt dalende.
Mens mange virksomheder væbner sig mod de hårde tider med nedskæringer og fyringer, er det de færreste, der forbereder sig på opturen igen – og det kan nemt vise sig at være en fejltagelse.

Når man i Europa forsigtigt er begyndt at tale om et vendepunkt for den økonomiske og finansielle krise, er det især de store lande, der er i fokus. For selvom der stadig ligger nogle svære måneder forude, før vi for alvor kan bruge ord som opsving igen, er der ingen tvivl om, at det er de store økonomier i Tyskland og Frankrig, der – støttet af gigantiske vækstpakker – vil rejse sig først.

Især i Tyskland tyder de seneste tal fra vækst- og arbejdsløshedsstatistikken på, at bunden er nået, og at pilene fremover vil pege opad.

For en lille, åben økonomi som den danske vil det have stor betydning, ikke mindst fordi Tyskland er Danmarks største eksportmarked; men det er ikke alle virksomheder, der i samme grad vil profitere af en voksende tysk økonomi.

Er ikke forberedt

- Mange danske virksomheder har simpelthen ikke forberedt sig på det kommende opsving i den tyske økonomi, udtaler Benny Egholm Sørensen, direktør for den internationale konsulentvirksomhed Sørensen Connecting Markets.

Virksomheden er en af Danmarks førende Tyskland-specialister og har i mange år ledsaget danske virksomheder på deres vej over grænsen.

- En markedspenetration er ikke noget, man bare gennemfører fra den ene dag til den anden, forklarer han.

- Det er en proces, der tager flere måneders forberedelse. De virksomheder, som allerede nu har kørt sig i stilling, vil helt klart have en fordel, når den tyske økonomi for alvor kommer op i gear igen.

Ud af boksen

Det er med andre ord nu, eksportvillige virksomheder bør tænke ud af boksen, hvis de vil frem i forreste geled, når vækstbølgen rammer. Det kræver nemlig mere end nogle enkelte messebesøg at etablere en bæredygtig forretning i Tyskland.

- Vores erfaring viser, at det kræver grundig planlægning og en velgennemtænkt strategi at etablere sig i Tyskland, siger Benny Egholm Sørensen.

- Først og fremmest handler det om at analysere markedet grundigt. Virksomheden skal have et knivskarpt billede af sin målgruppe og af det geografiske område, hvor den vil etablere sig.

Det er også meget vigtigt at finde de rigtige samarbejdspartnere, og frem for alt skal produkterne præsenteres, så de falder i de tyske kunders smag.

Endnu er Tysklands eksport stagnerende, men der er ingen tvivl om, at der er stor efterspørgsel i vente. En enkel opskrift på forberedelse af en markedsetablering består i at skrive de spørgsmål ned, som virksomheden skal have svar på i forbindelse med det nye marked. Det kan for eksempel være spørgsmål som: Hvor i Tyskland er efterspørgslen efter mit produkt størst? Hvordan tilpasser jeg prissætningen? Hvilke skattemæssige aspekter skal jeg være opmærksom på? Er der muligheder for økonomisk støtte? Har jeg brug for en tysk adresse? Besvarelsen af de mange spørgsmål er i første omgang mere tids- end egentlig økonomisk krævende.

Udnyt lavkonjunkturen

- Hvorfor ikke udnytte lavkonjunkturen og investere lidt tid i en planlægning af den næste vækstperiode? siger Benny Egholm Sørensen, der ikke mener, at det er for tidligt at gå i gang med det praktiske arbejde nu.

- Man kan ikke fremskynde opsvinget, men man kan være parat, når det kommer. Alle stærke forretningskoncepter har brug for en tilpasning, hvis de skal slå igennem på et nyt marked. Det er et udmærket tidspunkt at få det på plads på nu.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078