23948sdkhjf

Dansk-tysk trafik skal koordineres bedre

Kiel og København forhandler om at koordinere deres trafikplanlægning. Lars Barfoed afviser dog at nedsætte en egentlig dansk-tysk trafikkommission.
Der kommer et tættere samarbejde mellem Danmark og Slesvig-Holsten om trafikplanlægning over landegrænsen.

Transportminister Lars Barfoed og delstatens ministerpræsident Peter Harry Carstensen aftalte sidste forår, at de ville igangsætte en koordinering af investeringer og trafikpolitiske spørgsmål ved den dansk-tyske grænse.

- Vi er ved at lægge sidste hånd på en samarbejdsaftale mellem delstatsregeringen og den danske regering om et løbende kortlægnings- og koordineringsarbejde, siger Lars Barfoed.

Han forventer, at aftalen kan underskrives inden foråret, hvor han skal mødes hos ministerpræsident Peter Harry Carstensen i Kiel.

- Det er langt hen ad vejen imødekommende over for de ønsker, der har været om at koordinere de ting. Jeg nedsætter meget gerne en kommission, hvis der er behov for det, men der er ingen grund til at gå omvejen via en kommission, hvis vi på en mere enkel måde kan koordinere tingene, siger Lars Barfoed med adresse til blandt andet Venstres ledende trafikpolitikere.

Forslaget om en kommission sammenlignes med infrastrukturkommissionen, som lagde grunden til den brede trafikaftale for et år siden. Imidlertid advarer Lars Barfoed om, at man ikke skal udvide ønskesedlen uden videre, for der er allerede projekter på ønskesedlen, der ikke er penge til.

- Man nedsætter en kommission, når der typisk er tale om et større udredningsarbejde, der skal munde ud i store planer. Ved den dansk-tyske grænse taler vi om dels at udbygge kapaciteten på jernbanen, dels koordinere en eventuel udbygning af vejnettet. Der er ikke grund til at nedsætte kommissioner med de omkostninger og tid, der skal bruges på det, når det kan håndteres af embedsmænd og møder med erhvervsfolk for at høre deres ønsker, anfører Lars Barfoed.

Dansk analyse

Transportministeriet forestår en strategisk analyse af den nord-sydgående trafik i Jylland, som Lars Barfoed omtaler som en "en ganske omfattende udredning", og det arbejde vil også omfatte grænseregionen. Det skal drøftes med tyskerne undervejs, ligesom tyskerne kan drøfte deres næste 10-årige vejbygningsplan "Verkehrswegeplan 2015" med Danmark.

I hovedtræk kan de to lande tale om jernbaner og motorveje langs Vestkysten til Esbjerg og udvidelsen af de eksisterende veje og skinners kapacitet på østsiden.

- Vi skal se fra et punkt syd for Hamborg til et punkt nord for Århus, for vi skal også forbi flaskehalsene ved Hamborg og Århus, pointerede trafikudvalgsformand Flemming Damgaard Larsen (V) i det forrige Transportmagasinet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079