Lettere at transportere farligt affald
Beredsskabsstyrelsen letter på kravene, så det er blevet lettere at stuve farligt hospitalsaffald sammen med andet gods på ladet.
Det oplyser DTLs farligt gods-ekspert Søren Christiansen.
Nogle affaldstransportører har fået bøder, fordi der manglede en midtergang til farligt gods inspektionen. »Men det er der ikke grundlag for længere,« fastslår han.
Beredskabsstyrelsens præcisering kommer efter en længere dialog med DTL, som også har rundet den internationale transportorganisation IRUs ekspertgruppe for farligt gods.
Yderst på ladet
- Det farlige affald skal naturligvis fortsat være let tilgængeligt for de kontrollerende myndigheder, siger Søren Christiansen.
Med henvisning til tillægsbestemmelserne CV 25 gør Beredskabsstyrelsen det klart, at kolli med farlige stoffer, nævnt i ADR-reglernes tabel A, skal placeres yderst på ladet ud mod en eventuel løftebagsmæk, så det er nemt at komme til.
Her er, hvad Beredskabsstyrelsen har meddelt DTL:
"Det er Beredskabsstyrelsens holdning, at kolli, der skal håndteres efter tillægsbestemmelsen CV25 (1), skal være let tilgængelige. Der skal således være direkte adgang til de enkelte kolli uden at andre kolli skal fjernes/flyttes først. Kolli, der skal håndteres efter tillægsbestemmelsen CV25 (1), må derfor ikke stuves indimellem, under eller bag andet gods (sidstnævnte i forhold til lastrummets åbninger). Med andet gods menes ikke farligt gods eller farligt gods, som ikke skal håndteres efter tillægsbestemmelsen CV25."