23948sdkhjf

Mælk til døren

Danmarks Tekniske Museum i Helsingør har fundet en mælkebil fra 1960’erne frem - og nu spørger de Transportmagasinets læsere, om de ved mere om bilen.
En charmerende, elektrisk mælkevogn er efter en årrække på magasin blevet grundigt renset og istandsat. Bilen er nu kommet på plads i udstillingerne på Danmarks Tekniske Museum, hvor den kan beses.

Vognen kørte i 1960’erne mælk for Trifolium Mælkeforsyning på Sjælland, men meget mere ved Teknisk Museum ikke om den. Derfor efterlyser museet nu flere oplysninger om den lille mælkehvide el-vogn.

Trifolium Mælkeforsyning var et af 1900-tallets store sjællandske mejeriselskaber. Det blev grundlagt i 1899 og blev kongelig hofleverandør i 1926. Trifolium havde flere mejerier på Sydsjælland og i København.

Hestetrukne mælkevogne

Frem til 1920, da Trifolium fik sine første motoriserede varevogne, foregik al fragt med hestevogne. I løbet af de næste årtier tog motorkøretøjerne over, men til al held beholdt man nogle af de hestetrukne mælkevogne. Dem blev der hårdt brug for, da der opstod benzinmangel under besættelsen.

Mælkevognen på Danmarks Tekniske Museum er af mærket Morrison Electricar og er produceret i England af A.E. Morrison & Sons Ltd, der havde specialiseret sig i elektriske køretøjer. De omfangsrige og tunge batterier kan stadig ses i fire kasser under vognen.

Nærmest lydløs

Da vognen kom på markedet i 1950’erne, reklamerede man med, at den var nærmest lydløs, enkel at køre, billigere end benzinvogne og samtidig gjorde ejeren upåvirket af benzinrationeringer – et stærkt salgsargument i efterkrigsårene.

Trifolium brugte ellers mest benzindrevne varevogne i 1960’erne, så denne er nok en parentes i firmaets historie.

Den rummelige vogntype med nem adgang til lasten blev ofte brugt af engelske mejerier og er i dag i høj kurs blandt samlere.

Vækker undren

Flere ting ved mælkevognen på Teknisk Museum vækker undren.

* For det første er der i venstre side af førerhuset, oppe under taget, malet et dansk patentansøgningsnummer (4120/65), som museet ikke har kunnet spore gennem Patent- og Varemærkestyrelsen. Hvad dækker det nummer mon over?

* For det andet viser rester af cement i lastrummet, at den nok har endt sine dage med at transportere andet end mælk. Måske den gjorde nytte i et håndværkerfirma?

Har du en god forklaring på nogle af disse spørgsmål eller kender du denne type elvogn og ved hvor og til hvad den har været brugt i Danmark? Så hører Teknisk Museum meget gerne fra dig.

Museet er også meget interesseret i at få fat i originale mælkekasser – gerne fra Trifolium Mælkeforsyning – der kan blive udstillet sammen med mælkevognen.

Henvendelse kan ske til museumsdirektør Jens Breinegaard på telefon 49.22.26.11 eller e-mail jb@tekniskmuseum.dk.

Danmarks Tekniske Museum ligger på Fabriksvej 25 i Helsingør, hvis nogen skulle være interesseret i at se det sjældne køretøj.

www.tekniskmuseum.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078