Vognmænd skal bøde for toldblinde chauffører
Lovudkast fra skatteministeren om objektivt ansvar mødes med kraftige protester
Det fremgår af udkast til ændringer i toldloven, som blev sendt i høring midt i sommerferien. Forslaget om et nyt objektivt ansvar mødes med kraftige protester fra vognmandsorganisationerne, fordi chaufføren har den fysiske kontrol over godset ved grænsepassagen og vognmanden har ingen økonomisk fordel af forseelsen.
DTLs chefjurist John Roy Vesterholm kalder det straffeansvar uden skyld.
- Det vil være meget byrdefyldt og en krænkelse af virksomhedens retssikkerhed at pålægge den et ansvar for den manglende anmeldelse, når overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom, forklarer John Roy Vesterholm.
Desuden vil den bebudede lovændring kun ramme danske transportvirksomheder, fordi det er vanskeligt at inddrive bøder hos udenlandske vognmænd i denne sag.
Udenlandske lastbiler
- Stadig oftere undlader lastbilchauffører at melde sig hos en tolder, forklarer skatteministeren i lovudkastet.
- Det er især udenlandske chauffører, som drøner forbi færgehavnen i Hirtshals og andre grænseovergange. De er svære at finde og inddrive bøder hos.
- Et stigende antal forsendelser passerer ind i landet, uden at der bliver angivet og betalt told og afgifter. Det vil fremme efterretteligheden, hvis ansvaret for manglende anmeldelse på objektivt grundlag også kan rettes mod den virksomhed, der har foretaget transporten, erklærer skatteministeren.
Det objektive ansvar skal gælde, når forsyndelsen mod meldepligten er forsætlig eller groft uagtsom.
Selvmodsigende
ITDs chefjurist Birthe F. Boisen giver ikke meget for Skatteministeriets argument om, at man nødt til at hænge vognmændene op på de manglende anmeldelser, når man ikke kan finde frem til de pågældende chauffører.
- Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at virksomheden kun har et ansvar, hvis chaufførens manglende anmeldelse af godset har været forsætlig eller groft uagtsom.
- Hvis chaufførens manglende anmeldelse er forsætlig, så har de haft noget at skjule, og så bør det alligevel kun være chaufføren, der bliver straffet, mener Birthe F. Boisen.
Det forvcentes, at lovforslaget fremsættes i Folketinget i næste måned.