Tyskland vil skabe en effektiv transportsektor
Forsøg med modulvogntog i 2011, flere rastepladser for lastbiler langs den tyske motorvej og forbedret sikkerhed for godstransport på vejene. Det er nogle af de initiativer, som skal være med til at forbedre den tyske godstransport og logistik.
Han skriver blandt andet i planen, at en veludviklet transportsektor er en forudsætning for vækst, øget beskæftigelse og forbedret konkurrenceevne i Tyskland. Derfor skal Tyskland skabe et effektivt og miljøvenligt transportsystem. Det skal ske gennem en optimering af alle former for transport og et øget samarbejde mellem de enkelte transportformer.
Blandt de mange initiativer er også en forbedring af de teknologiske systemer til brug i vejtransport og på bane. Mere samarbejde mellem det offentlige og det private og mere efteruddannelse til medarbejdere i logistikbranchen er også initiativer, som skal være med til at skabe en optimal transportsektor i Tyskland.
Alt i alt er det målet med Ramsauers aktionsplan, at Tyskland skal skabe vækst i transportbranchen samtidig med en øget beskyttelse af klimaet. Udover mere effektiv godstransport skal der også bruges flere miljøvenlige transportmidler.
Kommer dansk transport til gode
- Som naboland og handelspartner glæder det os i Danmark, at den tyske transportminister har så stor fokus på forbedring af transportsektoren i Tyskland. Det vil komme de danske transportvirksomheder til gode, idet adgangen til resten af EU bliver lettere tilgængelig. Med Tysklands centrale placering er en veludviklet og bæredygtig infrastruktur i Tyskland en forudsætning for effektiv godstransport rundt i hele EU, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
DTL bifalder de mange forskellige tiltag og opfordrer den danske regering til på samme måde at øge sit fokus på godstransport og logistik i den danske transportsektor.
Modulvogntog
- Vi ser frem til det tyske pilotforsøg med modulvogntog, fortsætter Søren Hyldstrup Larsen.
- Det er dog en skam, at forsøget med modulvogntog ikke gennemføres i alle de tyske delstater. Som det ser ud nu, har syv ud af 16 delstater sagt ja til forsøget, heriblandt Schleswig-Holstein og Niedersachsen.
- Desværre er Nordrhein-Westfalen og Rheinland Pflatz blandt de delstater, som har valgt forsøget fra. Det sætter en stopper for godstransport med modulvogntog til Holland og det sydtyske område. Vi håber dog, at modstanderne vil ændre mening, når de konstaterer modulvogntogenes økonomiske og miljømæssige fordele, siger han.