23948sdkhjf

Kort erhvervsnyt

Læs om den danske økonomi, der viser tegn på tøbrud, og om Socialdemokraterne, der inviterer Dansk Industri til dialog om ny erhvervspolitik.
Tegn på tøbrud i dansk økonomi

Dansk økonomi viser for første gang, siden finanskrisen begyndte i 2008, sikre tegn på et selvbærende opsving, skriver dagbladet Børsen.

Avisens og Handelsbankens temperaturmåler på dansk økonomi - Boom-Bust-indekset - viser således for andet kvartal i træk en tydelig optøning af den ellers dybfrosne økonomi. Tegnene på en stabilisering af væksten i dansk økonomi er blevet bekræftet af en revision af den økonomiske aktivitet i Danmark i tredje kvartal.

- Baseret på udviklingen i en række tunge økonomiske nøgletal ser vi nu tydelige tegn på, at krisen slipper taget i dansk økonomi, siger Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.

- Der er stadig betydelig økonomiske udfordringer i form af høj ledighed og et stort underskud på statsfinanserne, og det illustrerer, at der stadig er masser af ledig kapacitet i økonomien.

Dagbladet Børsens og Handelsbankens Boom-Bust indeks bygger på tendenserne i en række toneangivende økonomiske nøgletal.

Erhvervsliv hjælper S med at udstikke ny politik

Socialdemokraterne inviterer Danmarks største erhvervsorganisation DI og andre repræsentanter fra erhvervslivet med til at udvikle ny vækst- og erhvervspolitik, skriver dagbladet Børsen.

Partiet har i meningsmålingerne længe ligget til at overtage regeringsmagten, og erhvervslederne glæder sig derfor over, at tre folketingsmedlemmer fra S-toppen lytter til dem.

- Det er ikke så tit, vi bliver spurgt af Socialdemokraterne, så det er meget positivt. Vi prøver at forklare, hvilke rammevilkår der skal til, for at vi kan have globalt konkurrenceudsatte virksomheder i Danmark. Og det er helt afgørende for os, at vi kan tale med hvilken som helst regering, og så er det bare positivt i det omfang, Socialdemokraterne også er åben over for det, siger direktør Lars Goldschmidt, DI.

Han tilføjer, at dialogen mellem politikerne og erhvervslivet bliver mere frugtbar, når de mødes i et lukket rum med tid til at forklare detaljer.

Intiativet til at danne følgegruppen kommer fra politisk ordfører Henrik Sass Larsen, erhvervsordfører Orla Hav, gruppeformand Carsten Hansen og gruppesekretær Henrik Dam Kristensen. De har sat tidligere sekretariatsleder for Metal, Jørgen Elikofer, i spidsen for gruppen, der til marts skal aflevere et oplæg med ideer til en ny S-erhvervspolitik.

Jørgen Elikofer understreger, at erhverv og organisationer uden for netværket også kan få indflydelse.

- Medlemmerne er valgt ud fra deres faglige kapacitet, og de er ikke nødvendigvis socialdemokrater, siger han.

- Jeg har også aftalt møder med en direktør fra Landbrug og Fødevarer, så selv om man ikke er med i netværket, kan man godt bidrage. Landbruget er vigtig for dansk økonomi, for fastholdelsen af arbejdspladser og udvikling af grøn energi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062