Øresundsbron skaber milliardgevinst
11,5 milliarder danske kroner. Så meget har Øresundsbron skabt i samfundsøkonomisk overskud på de første 10 år.
Det store overskud er udregnet ved at finde den merværdi, som tilfalder de rejsende over Øresund, når man regner ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Det er faktorer som:
* mere tid og
* færre omkostninger, der giver det beregnede overskud.
- Gevinsten opstår først og fremmest, fordi rejsetiden er blevet kortere, forklarer Jeppe Rich fra JR Consult.
- Et andet vigtigt element er, at rejseomkostningerne er faldet, da den gennemsnitlige overfartspris er faldet efter broens tilkomst, siger Jeppe Rich.
Kongsbak Fisk
En af de virksomheder, som har kunnet mærke en klar forskel fra før broen til nu, er Kongsbak Fisk.
Firmaet startede allerede i 1994 med at eksportere fisk fra København til Sydsverige. Dengang foregik transporterne med færge over Helsingør-Helsingborg eller Dragør-Limhamn.
- Færgerne sejlede klokken 6 og klokken 9, og det var enten til tiden eller slet ikke, fortæller Chresten Pommer fra Kongsbak Fisk til bladet.
- I dag er det en utrolig lettelse, at vi ikke skal planlægge vores arbejde efter færgeafgangene. Vi kan køre direkte mellem København og Malmø på 35 minutter, hvor vi tidligere skulle sejle mindst en time og lægge ekstra ventetid til, før færgen gik.
- Samtidig skulle vi ofte køre til Helsingør, som også tager ekstra tid. Så i dag bruger vi stort set kun broen til vores fragt.