Køge skaber fortsat problemer for varelevering
Stadig lang vej igen, selv om Køge Kommujne giver flere dispensationer til kørsel i den nye lastbil-forbudszone.
Men der er stadig lang vej igen, mener DTL, der peger på, at miljøet og trafiksikkerheden fortsat lider under Køge Kommunes forbudszone mod lastbilerne med den større lasteevne.
Udvalget har nu besluttet, at lastbiler over 18 ton med ærinde i den centrale del af Køge får mulighed for at søge dispensation for forbuddet. Dispensationen gælder i tidsrummet 07.00 til 11.00 på hverdage (undtaget lørdage), og den mulighed gælder kun frem til 1. september 2010.
Gennemkørende lastbiler får ikke mulighed for at søge dispensation.
Klar til dialog
Udvalget tilføjer dog, at der snarest vil blive indledt en dialog mellem forvaltningen, politikerne og de aktører, der har givet deres mening til kende over for Køge Kommune.
- Vi mener ikke, at udvalgets beslutning udgør nogen brugbar løsning, siger DTLs cheføkonom Ove Holm.
. Forbuddet mod lastbiler over 18 ton bør ophæves, da den foreslåede mellemløsning vil give en stor administrativ byrde både for den enkelte transportør, men også for kommunen.
- Det er også et problem, at der ikke kan leveres varer lørdag.
Klage til politiet
DTL opretholder fortsat klagen til Rigspolitiet og har over for Rigspolitiet understreget, at klagen bør have opsættende virkning, så længe Rigspolitiets behandling er i gang.
- Det koster hver dag transportvirksomhederne dyrt, at Køge Kommune har gjort leveringen af varer til midtbyen meget mere besværlig, siger Ove Holm.
- Dertil kommer, at zonen medfører, at der i stedet skal bruges mange flere lastbiler med mindre lasteevne. Det giver flere lastbiler i Køges centrum med deraf følgende konsekvenser for trafiksikkerheden.
- Zonen har også negative konsekvenser for CO2-udledningen, siger Ove Holm.
Han ser frem til den dialog, som Køge Kommune har indbudt DTL til.