23948sdkhjf

Tæskeholdet fra Grønningen

Ugens "Krumme" fra Poul Rudolf.
De slår syv kors foran sig, når de omtales som DTLs barske kommandotropper. Det politiske "tæskehold" fra Grønningen, som andre med en vis beundring foretrækker at kalde dem, fremstiller sig selv som et hold af kompetente medarbejdere, som sagligt argumenterer for sagerne.

De skal ikke have deres udgangspunkt for kommende politiske forhandlinger ødelagt af smarte vendinger, som kan opfattes helt forkert i en politikers eller embedsmands øre.

Den udadvendte beskedenhed står i skarp modsætning til den politiske strategi, der anvendes i praksis. Især når det tunge skyts sættes ind. DTL-holdet har en udviklet sans for, hvornår de skal anvende storebror Dansk Erhverv eller andre organisationer i den politiske pression. Også hvornår det er klogere at satse på andre kræfter.

Cheføkonomen

Kommandotropperne er rutineret anført af cheføkonom Ove Holm, som kender effekten af at anvende det lokale erhvervsliv til at troppe op på rådhuset, når vognmændene føler sig presset. Han allierer sig typisk med en af de tunge drenge fra handel, service og landbrug suppleret med repræsentanter fra den lokale vognmandsforening.

En stor faglig tyngde på den anden side af bordet giver næsten altid de lokale politikere og embedsmænd nervøse trækninger. Specielt hvis det er lykkedes at få lokalpressen til at sætte fokus på sagen.

Eksemplerne

Denne fremgangsmåde har for eksempel fået lokalpolitikerne i Køge til at sløjfe kravet om at forbyde lastbiler i bymidten.

I København indsø kommunen - efter DTLs lobbyarbejde - at en tungvognszone ikke var nogen god ide. Også her blev der trukket i de rigtige tråde, selv om det bestemt ikke var en nem opgave at kæmpe mod politikere, som ikke ligefrem elsker lastbiler.

Det er ganske godt gået af en forholdsvis mindre vognmandsorganisation, som ikke tilnærmelsesvis råder over samme ressourcer som Dansk Industri og landbrugets organisationer, når politikerne og embedsværket på Christiansborg og i EU skal presses.

Stor stædighed

Politisk er det kendetegnende for DTL, at organisationen er i besiddelse af en stor portion stædighed. Et mål kan forfølges i årevis, hvis der er udsigt til gevinst.

Som i Tour de France tages hensyn til den aktuelle situation. Hvis det er nødvendigt, skiftes med lethed fra den offensive taktik til en blødere linie for at at forhindre, at en anden rytter løber med etapesejren. .

Nogle kalder det for kompromisser, men begge dele skaber respekt og giver indflydelse. Især hvis man ellers opfører sig ordentligt og ikke – for at blive i cykelsproget - skubber ulovligt i spurten kort før mållinjen.

Udenfor kategori

Selv om DTLs kommandotropper også var med til at gøre miljøzonerne lidt mere spiselige for vognmændene, venter der flere politiske bjerge uden for kategori forude.

En af dem hedder bompenge, som efter de politiske udmeldinger vil blive indført i København, hvis der kommer en S-SF-regering.

Regnedrenge i DTL er for længst gået i gang med at finde økonomisk ammunition, som kan anvendes i argumentationen for at undgå en betalingsring omkring hovedstaden. Jagten på en ny politisk skalp er indledt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078