23948sdkhjf

Formand med ambitiøse planer

Frederik Christensen har fortsat ambitioner om, at Sjællands Vognmandsforening lever op til sit geografisk dækkende navn. Også selv om vognmændene i Odsherred ikke vil være med
Formanden for Sjællands Vognmandsforening Frederik Christensen har en plan. Aktuelt er der måske snarere tale om en drøm. Hidtil har det nemlig været svært at leve op til målet med det geografisk dækkende foreningsnavn. De indbyggede ambitioner om at være en organisatorisk magtfaktor i den del af Sjælland, som han betragter som sit naturlige domæne, er udsat på ubestemt tid.

Til nogen irritation for Frederik Christensen holder vognmændene i Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening stædigt fast på, at de ikke vil indgå i hans plan om at være en del af den større fusion, som aktuelt råder over 175 medlemsvirksomheder. Det ville ellers få medlemstallet op på sin gamle størrelse på godt 200.

Mere end en gang har Odsherred-formand Torben Nielsen spøgefuldt sagt, at "vi skulle gerne nå at fejre 100 års jubilæum som selvstændig forening i 2032". Der er ingen tvivl om, at han mener det, og selvstændighedstanken er stadigt udbredt i medlemskredsen.

Giver ikke op

Nu ligger det ikke til Frederik Christensen at give op, selv om udsigten til en gevinst ikke er lige om hjørnet. Han er stædig og resultatsøgende.

Han deltager ikke i et møde, hvis udbyttet kun er udsigt til et stykke gratis smørrebrød.

Han er heller ikke diplomatiets mand, hvis der går for megen snak og tomgang i tingene. Det har givet ham et par verbale rap over næsen, men lagt fra nok til at stoppe ham.

Vestsjællænderen Frederik Christensen har medfødte økonomiske gener, som selv de mest udspekulerede jyder skal stå tidligt op for at matche. Selv i krisetider har han været i stand til at tjene penge, selv om der måske skulle løbes lidt hurtigere.

Kørt med græs

I 36 år har han kørt for DLF-TRIFOLIUM, der med hovedkvarter i Roskilde er verdens største firma for kløver- og græsfrøarter med en anslået markedsandel på 20 pct. på verdensplan. Lidt kørsel med lokal renovation er det også blevet til.

Som dygtig vognmand kender Frederik Christensen vigtigheden af at have flere forskellige kørselsopgaver og hele tiden sikre et fornuft forhold mellem indsats og indtjening.

Derfor er han også en naturligt valg som kritisk revisor i DTL. En post han sætter stor pris på og behandler med den økonomiske respekt, som også er ledetråden i hans egen forretning. Han er en hædersmand, som ikke mænger sig dem med, der efter hans mening mere eller mindre lovligt har fingrene for langt nede i klejnekassen.

Posten som næstformand i DTL Region Øst har bestemt også Frederik Christensens store bevågenhed. Efter en noget turbulent pubertetet er der efter hans opfattelse kommet styr på tingene. Nu har alle parter fundet ud af, at det bedst kan betale sig at arbejder efter samme mål.

Kæden forsvandt

Frederik Christensen har ry for at være en god forhandler. Han kender nemlig den svære kunst det er at få nogle gamle vognmandsforeninger til at fusionere. Det beviste han som en af arkitekterne bag etableringen af Sjællands Vognmandsforening i 2008. Foreningen dækker det gamle Vestsjællands Amt fra Ringsted, Haslev, Sorø og Slagelse til Skælskør, Kalundborg og Holbæk – dog undtagen Odsherred.

Frederik Christensen var det naturlige valg som formand i den nye forening, som kom til verden, da Midtsjællands Vognmandsforening og Nordvestsjællands Vognmandslaug efter en hel del fornuftsbetonede overvejelser endelig fandt hinanden.

Første udfordring var navngivningen. Der var røster fremme om at videreføre foreningen som et laug, men det blev fundet lidt for gammeldags. En anden væsentlig grund kan være, at den gamle oldermandskæde er forsvundet. Der er stadigt intet synligt symbol på oldermandsværdigheden. Den er og bliver væk. Og hvad er et laug uden en oldermandskæde!

Eneste tilbageværende laug i vognmandsverdenen er Kjøbenhavns Vognmandslaug. Det har til gengæld eksisteret i 532 år og har fortsat en oldermandskæde, som bæres af oldermanden ved særlige lejligheder.

Lidt for pæne

Nu er en oldermandskæde ikke det mest afgørende for Frederik Christensen. Efter hans mening skal en vognmandsforening tage sig af andre og mere væsentlige ting.

Der er dog elementer fra det nordvestsjællandske vognmandslaug, som han gerne så videreført. Nemlig den livlige debat, som var et kendetegn for lauget.

- På vores medlemsmøder er der stort set ingen debat. Medlemmerne er så pæne, at det tangerer det kedelige. De stiller ikke krav til udvikling af foreningen. Det overlader de helt til bestyrelsen.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi i bestyrelsen er så gode, at der ikke er noget at udsætte på os.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09