23948sdkhjf

Vognmandslaug bejler til Nordre Birk

Oldermand Jørgen K. Jensen, Kjøbenhavns Vognmandslaug, har et klart og positivt budskab i sin nytårsudtalelse.Lauget er parat til at indgå i et fornuftigt partnerskab med Nordre Birk Vognmandsforeningrespekt for hinandens identitet og traditioner. Gerne i form af en fusion.
Den økonomiske krise er hård for vognmændene og deres organisationer. Stort set alle vognmandsorganisationer har mistet medlemmer.

Hidtil er denne ubehagelige kendsgerning neddroslet i beretningerne på de årlige generalforsamlinger, men den kan mærkes i dagligdagen. Spørg blot kassereren. Økonomien er ikke, hvad den har været. Alle nye initiativer gennemdrøftes en ekstra gang, før der trykkes på startknappen.

For Kjøbenhavns Vognmandslaug er der ikke noget nyt i at tilpasse sig livets barske realiteter. Det har Lauget været vant til i næsten alle de 532 år. Ellers havde vi for længst været en parentes i vognmændenes historiebog.

Vellykkede fusioner

En væsentlig årsag til, at Lauget stadigt lever i bedste velgående, er gennemførelsen af vellykkede fusioner med vognmandsforeninger i lokalområdet i 1995.

Vi fik en størrelse, som gjorde os bedre til at give medlemmerne en professionel service til et fornuftigt kontingent.

Vi fik også en mere synlig og markant gennemslagskraft i vognmændenes organisatoriske og politiske univers. Alt sammen til medlemmernes tilfredshed.

Fokus på fremtiden

I Kjøbenhavns Vognmandslaug har vi hele tiden fokus på fremtiden og ikke mindst dens mange muligheder.

En oplagt mulighed er at udbygge det i forvejen gode forhold til vores respekterede nabo, Nordre Birks Vognmandsforening, som rundede 110 år i 2007.

Vi er to organisationer med en sund økonomi, som i sig selv berettiger til fortsat selvstændighed. Den åbenlyse fordel ved en sammenlægning er, at der for de samme penge skabes endnu større muligheder for udbygning af eksisterende og kommende serviceydelser til medlemmerne.

Fornuftigt partnerskab

Lauget er parat til at indgå i et fornuftigt partnerskab med respekt for hinandens identitet og traditioner. Gerne i form af en fusion.

Efter min mening er det ingen dum ide at have én samlende vognmandsorganisation inden for det storkøbenhavnske og en væsentligt del af det sjællandske område.

Tiden er til det. Hverken i Lauget eller i Nordre Birk er der ledende personer, som lige skal have en rundt jubilæum med, før de vil tale om fusionsplaner.

Derfor var det måske en god ide at sætte de to bestyrelser sammen for at finde ud af, om der er realiteter i en fusionsplan. Selv om vi kender hinanden, er det nødvendigt at få en klar markering af, hvad den enkelte står for.

Formand på skift

Laugets udspil vil være, at posten som oldermand i de første år går på skift.

Lauget råder over flere villige og egnede kandidater. Alligevel kan vi året efter en eventuel fusion, udmærket have en NBV-formand som oldermand.

Lad fornuften tale. Nordre Birk kan bl.a. anvende sin erfaring fra fusionen med Frederiksborg Amts Vognmandsforening i 2003. Under alle omstændigheder er det vigtigt at undgå det personfnidder, som i tidens løb har været med at ødelægge for meget for vognmændene.

Hvem der skal sidde i en ny bestyrelses, er ikke noget problem. Hvis det ønskes, at alle de nuværende bestyrelsesmedlemmer fortsætter, er det kun et spørgsmål om at udvide antallet af bestyrelsesmedlemmer.

Selv om Kjøbenhavns Vognmandslaug har en særdeles velpolstret økonomi med en ganske pæn egenkapital, er vi ikke os selv nok. Vi lytter til alle fornuftige argumenter, men har også vores egen mening. Vi tror, at vores fælles fremtid ligger i én stor organisation.

En fusion bør aldrig hastes igennem, men det påstås, at håbet om at score den bedste, kan få en pige til at vente så længe, at hun ender som gammeljomfru. Også selv om hun tidligere har været involveret i organisationsforhold.

Med venlig hilsen

Oldermand

Jørgen K. Jensen,

Kjøbenhavns Vognmandslaug.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062